Tyve høns og én hane

 ”… I slutningen af 1940’erne fik vi høns derhjemme. Vi boede ganske vist i ”bymæssig bebyggelse”, men naboen til den ene side havde selv haft høns som dog var blevet reduceret til kanariefugle og naboen til den anden side havde fortsat høns. Så det var sådan set ikke noget problem, at vi også fik høns. Om det var for hyggens, æggenes eller suppehønsenes skyld, at vi derhjemme fik høns, blev jeg aldrig klar over. Blot husker jeg, at min far og mor havde besluttet, at de ville have høns. Så vi fik høns.

Min far havde i nogen tid gået og bygget på et hønsehus og en hønsegård og en skønne dag stod det hele pludselig færdigt. Jeg har en anelse om, at der blev brugt genbrugsmaterialer, da brædderne i hønsehuset nok var lidt overdimensionerede. Men solidt og holdbart var det.

 Tredive kvadratmeter hønsegård og seks kvadratmeter hønsehus med krog på døren, indgangshul med luge og redekasser side om side og sovepladser og panoramavindue med udsigt mod hønsegårdens indhegning.

Flot så det ud som det stod dér i syd-nordlig retning, lidt bag det gamle lokum, under det store kastanietræ, tæt op ad de blå syréntræer og en meters penge fra naboens baghus. Hønsegårdens ene ende var beklædt med brædder i et par meter højde og siden ud mod haven var ligeledes beklædt med brædder. Dog blot i én meters højde.

 Hønsene kom i flere tempi. En sækfuld ad gangen. Til sidst kom den store flotte kok med  al sin pragt og vælde. De første høns var af racen Hvide Italienere. Den første nat fløj de over hegnet og slog dem ned for natten hos naboer og i den tilstødende park. Der var lidt opstandelse og besvær med at indfange dem igen.

Så blev der monteret ”tag” på hønsegården. Og så kom den næste sækfuld høns. Husker ikke racen, men de var røde. Endnu en sæk høns blev lukket løs i hønsegården og så var besætningen oppe på tyve høns og en kok. Og der blev gogget og galet og lagt æg. Der blev samlet brødskorper, køkkenaffald og plukket græs. Der blev fodret og vandet og samlet æg og der blev holdt øje med og studeret og iagttaget og ind imellem blev der gravet orm i hønsegården.

 Indtil den dag, da det viste sig, at kokken var en noget krasbørstig herre. Arrig som han var, kunne han finde på at gå til angreb på folk og fæ. End ikke hans egne fredsommeligt spankulerende fruer undslog han sig fra at ”være på nakken af”.

 En dag kokken havde forgrebet sig på flere af hønsene, gik jeg ind i hønsegården for at kalde den formastelige til ro og orden. Arrig som han tilsyneladende var, fløj han lige i flæsket på mig. Snarrådigt greb jeg ham i halen og slyngede ham rundt i luften mens han højlydt goggede protesterende. Pludselig mistede jeg grebet og kokken fløj frit ud i luften. Tilbage stod jeg med et par flotte halefjer i hånden. Lidt henne i hønsegården spankulerede en meget fornærmet kok rundt og manglede en væsentlig del af sin pryd og stolthed…”