Hjørnebænkens lumske fordybning

“…Derhjemme havde vi en stor syv personers stofbetrukken hjørnebænk stående i spisestuen. Egentlig havde vi ikke faste pladser omkring spisebordet, men vores far havde dog alligevel en tendens til at sidde det samme sted hver gang, nemlig i den ende af bænken, som var nærmest køkkendøren. Dér sad han når han  læste avisen, skrev sine Tips, løste Kryds og Tværs’er eller når han var beskæftiget med andre stillesiddende småsysler og så også lige, når vi spiste.

 Når det kom til stykket, så havde min far nok alligevel sin faste siddeplads på bænken ved spisebordet. Ingen i familien var i hvert fald i tvivl om hvem der var ophavsmand til den slidte fordybning som med tiden var opstået i sædet, der hvor han så ofte sad.

En aften som så mange andre sad vi bænket omkring spisebordet. Jeg mener at huske, at det var før vi fik fjernsyn. Far sad i sit hul i hjørnebænken og læste avisen. Min bror Ejnar og jeg sad og kikkede i nogle blade og min to mindre søstre, Kirsten og Grethe, sad ved siden af og tegnede. To andre brødre, Niels og Per, sad i den anden stue og læste lektier. Mor stod ude i køkkenet og var i gang med aftensmaden. Min lillebror, Hans Jørgen, kravlede rundt på gulvet under bænken. Alt åndede fred og idyl mens den gamle lavthængende 40 watts lysekrone sendte sit matte lys ud i stuen.

 Da skete det, at far fik sit livs forskrækkelse.

 Bedst som vi sad dér, side om side rundt om spisebordet, sprang han pludselig med et sæt, meget forskrækket, op af sit hul i hjørnebænken og med en høj lyd,vidt opspilede øjne, stift stirrende på ingenting, højt råbende og klagende: ”Av, av, av, aaav for satan, jeg ska’ fandme gi’ dig, ska’ jeg!”.

Da han landede i hullet igen begyndte han at sparke vildt med fødderne ind under bænken, hvor der lød en hektisk rumsteren af én som mavede sig febrilsk hen over gulvet, hen til den fjerneste ende af bænken.

Min storebror Ejnar var åbenbart hurtig i sin opfattelse af situationen, for han sprang op og råbte lige ind i fjæset på far: ”Hvis du rører ham, så stikker jeg dig fandme en på skrinet”. I samme øjeblik han havde sagt ordene, satte han sig overrasket ned igen, noget forbavset over sit ordvalg.

Far faldt så lidt ned ”på jorden” og rettede sin fulde omsorg mod sin bagdel, mens han gennem en sammenpresset mund foretog nogle dybe, hivende og hvislende indåndinger.

Det viste sig at min lillebror, Hans Jørgen, havde kravlet rundt nede under bænken og med en strikkepind undersøgt forskellige steder under bænkens sæde, hvor langt han kunne stikke op i stof og polstring, uden at stikke igennem.

Da stof og polstring tilsyneladende, på fars plads, ikke var så tykt længere efter mange års tryk og slid, så stak Hans Jørgen strikkepinden lige durk igennem og måske også et godt stykke ind i røven på far.

Far der alle dage havde døjet med læge -og sygdomsskræk af enhver art, fejlet alt på denne jord med undtagelse af barselsfeber, og aldrig tidligere havde fået en indsprøjtning, endsige været i nærheden af noget som kunne punktere hans hud, havde ved Hans Jørgens lille operation fået sin første egentlige ”injektion” med en kanyle i overstørrelse. Og dét havde unægtelig forskrækket ham.

Mange gange har vi, når vi sidenhen har været samlede, grint lystigt og spøgefuldt, så tårerne trillede, over den lille episode hvor min lillebror, Hans Jørgen, stak vores far i røven med en strikkepind…”