Jeg vidste det avisudklip var ét eller andet sted, men ikke hvor det var. Har ikke set det i mange år. Har egentlig heller ikke ledt efter det. Alligevel finder jeg det i dag i en plasticlomme imellem vores forsikringspapirer. Vi overvejer at revidere vores forsikringer, nu vi er blevet gamle. Derfor kiggede jeg forsikringsmappen igennem. Bedst som jeg sidder og bladrer så ser jeg nogle avisudklip og nogle foto i en plasticlomme…
Ups! Det er 56½ år siden.
Sidder lidt og falder i staver. Læser avisartiklerne igennem. Lader hændelsen passere revy. Gennemgår hele forløbet sekund for sekund. Meget stærke indtryk og klare situationsbilleder hentes frem fra erindringen. Tænker på dagene derefter og al virakken og avisskriveriet.
De sagde bagefter at det var klogt, at jeg havde båret ham hen over min skulder, da jeg bar ham hjem. Så havde vandet haft lettere ved at løbe ud af hans lunger. Sandheden var, at jeg havde ikke kræfter til at bære ham på anden måde. Han var jo bevidstløs hele tiden.
På sygehuset baksede de med Torben i lang tid inden de turde tro på, at han klarede det. Da det kom så vidt at han ville overleve, så fik vi besked af forældrene.
I skolen råbte alle eleverne Hurra og jeg var dagens mand alle steder hvor jeg kom frem. Fik en ny cykel af min faster og onkel. Var til interwiev hos en læge på sygehuset og blev af lægerne, som havde arbejdet med Torben, indstillet til Carnegie Fondets Belønning for Heltedåd. Efterfølgende interwievet af ordenspolitiet der skrev en rapport som blev vedlagt lægernes indstilling.
Alle talte om heltedåd og om at være hverdagshelt, om at være beslutsom og om at kunne handle resolut.
Jeg syntes ikke selv jeg var nogen af delene. Var bare gevaldig bange for at Torben skulle drukne. Derfor hoppede jeg i vandet efter ham. Vandet var rasende koldt og jeg dirrede voldsomt af kulde inden jeg kom op igen. Det havde ikke noget med heltedåd at gøre.
Jeg var i virkeligheden bare ræd for, at han skulle “miste pelsen” og for at min lillebror skulle miste sin legekammerat.
Så en dag kom der besked om, at jeg skulle stille omme ved Fotograf Jørgensen i Mellemgade. Jeg skulle fotograferes til avisen, fordi jeg var blandt de som ville blive belønnet af Carnegie Fonden, blev der sagt. Lige på det tidspunkt sad jeg sammen med en skolekammerat på et loft over hans hønsehus ovre på Skovvej hvor de boede. Vi havde netop “sneget os til et par æggesnapse”.
Nu skulle jeg så pludseligt til fotografen.
Der gik nogen tid og en dag kom posten storsmilende med en brun A4-kuvert, hvorpå mit navn stod skrevet med sirlig skrift. To flotte røde laksejl prydede bagsiden.
Ebbe Nielsen hed posten. Han var godt kendt af alle i byen og han gav sig god tid og syntes det var flot klaret, sådan at redde en dreng fra at drukne. Rød i kinderne kvitterede jeg højtideligt i postens bog for modtagelsen af brevet.
Nu er der så gået 56½ år. Torben er i mellemtiden blevet bedstefar. Og det er jeg også.
Helt præcist faldt Torben i vandet den 6. maj 1955 ved to-tiden om eftermidagen – og da manglede der 9 dage i at jeg var fyldt 12 år. Da jeg modtog belønningen fra Carnegie Fonden var vi nået nogle måneder frem til sommermarkedtid.
Det usædvanlige i historien var nok, at det var en blot 12-årig dreng, der den dag – uden tanke for eget liv, lemmer og førlighed – hoppede i det iskolde vand ved den store bro ved badestranden for at redde lillebroderens druknende legekammerat op af vandet. Vel vidende, at det absolut ikke var ufarligt.
:
Tekster med relateret indhold
Powered by Contextual Related Posts
Klinten – ibmh's blog
5. maj 2021 at 08:10[…] var iøvrigt her, jeg en dag i begyndelsen af maj måned 1955, havde mit livs oplevelse, da jeg var så heldig at kunne redde min lillebrors legekammerat fra at […]
Helle
8. marts 2012 at 07:47Wow …. en tak med næsten 60 års forsinkelse. 🙂
Torben Larsen
16. februar 2012 at 16:48Hej Ib.
Det er utroligt, at du har gemt dette avisartikel efter så mange år. Jeg vil gerne hermed sige dig mange, mange tak fordi du reddede mig dengang. Jeg kan ikke selv huske noget om det , andet hvad min familie har fortalt. Det var godt du var der på det rigtige tidspunkt på det rigtige sted. Jeg bliver 64 år til sommer , så det jo en del år siden at det skete. Jeg har idag 4 børnebørn , og der er et på vej .
Hilsen
Torben
Birthe Banke
13. februar 2012 at 14:48Hej Ib!!!
Sikke nogle historier – det specielle er jo, at de er autendiske!!! Alt her i livet er jo tilfældigheder, og ofte har skæbnen bestemt visse ting for os – MEN du har nu været en HELT, og godt for Torben Larsen, at du var så snarrådig!!! Flot klaret – en af hverdagens helte ♥
Er i svømmehallen hver mandag morgen i Faaborg sammen med ham og hans kone Elisabeth – og netop idag gik snakken meget på “Dengang i Faaborg”, og hvad vi kan bidrage med til glæde for medlemmerne i Gruppen. ♥
Ib
1. december 2009 at 09:34En dag var vi kravlet op på sommerpavillionens tag – min storebror Ejnar, hans kammerat Kurt og jeg. Kurt focuserede pludselig på, at ovenlysvinduets glas var armeret, så han ville afprøve dets styrke. Så stillede han sig ud på ruden og trampede med det ene ben – og selvfølgelig gik han igennem. Min bror Ejnar havde set hvad han var igang med og havde fået et godt tag i Kurt i samme øjeblik han gik igenne glasset. Ved fælles hjælp fik vi ham trukket op.
Et kig gennem det knuste vinduesglas, 7 meter nede, sås pavillionens cementgulvet.
Kurt havde skåret sig, så vi gik hjem til mutter som udbedrede og forbandt skaderne så godt hun kunne.
Hendes kommentar: “Er I da towlige unger, I kunne jo være kommet galt afsted!”
Helle
1. december 2009 at 07:07Hi-hi … og det har sikkert været det, at det var farligt, der gjorde det lidt sjovere 🙂
Ib
30. november 2009 at 14:06Pudsigt! Den store bro ved Klinten som umiddelbart skulle være betydelig farligere at kravle på, når gangbrædderne var fjernet, var der såvidt jeg husker, ingen der faldt i vandet fra. Dette til trods for, at vi forår og efterår mavede os rundt på den nøgne bro.
De mindste af os vovede os ganske vist ikke så langt ud. Udfordringen bestod i, at man “erobrede” et brofag engang imellem efterhånden som man blev modigere.
Der var noget manddomsprøve over det.
Det samme gjaldt når vi kravlede op på taget af den gamle sommerpavillion på Klinten. Så mavede vi os op ad de skråtstillede telefonpæle som støttede de vakkelvorne vægge. Vel oppe ved væggen, så hævede vi os i armene den sidste meter op på taget. Når vi skulle ned, så var det lidt mere “på må og få” om det gik godt. Så lagde vi os på maven og skubbede os langsomt baglæns ud over tagkanten og fandt forfæste men fødderne på telefonpælen og lod os dumpe ned over pælen, så vi sad overskrævs. Derefter var det “bare” at mave sig baglæns ned til jorden og iøvrigt så lige også passe på splinter.
Vanvittigt, når jeg tænker på det i dag.
Utroligt at ingen slog sig ihjel.
Hver gang vi gik hjemmefra, blev vi fulgt af gentagende formaninger om ikke at klatre i store træer, gå på broer, passe på ikke at falde i vandet og ikke at gøre dit og dat og alt muligt andet.
Der var så mange udfordringer at afprøve dengang.
Om det var farligt – Jo, det vidste vi godt.
Helle
30. november 2009 at 07:42Det har været en farlig legeplads, I havde dernede på Klinten. Vores unger var halvgamle, inden de fik lov at gå alene på Marinaen og fiske krabber. Vi var bange for, de skulle skvatte i fra broen.
Ib
30. november 2009 at 06:49Noget tilsvarende skete samme sommer. Vi fiskede krabber ved Meca’s bro – den første bro ved gangstien neden for Klinten.
En dreng fra nabokvarteret som hed Henning (han hed Bjørnø til efternavn)faldt i vandet. Ham kunne jeg nå ved at lægge mig ned på broen med overkroppen godt ud over kanten og bruge tæerne som “modhagere” i modsatte kant af broen. Henning var ikke ved at drukne i den forstand. Han blev bare våd og gik bagefter meget forskrækket og hylende hjem til Østermøllevej sammen med storesøsteren.
Har iøvrigt selv været tæt på at sætte pelsen til ved samme bro. Havde fået nye badebukser. Gik til stranden for at afprøve dem.
Uden omtanke hoppede jeg i vandet fra enden af Meca’s bro. Og – hilfe! Jeg kunne ikke bunde, havde ikke lært at svømme og på meget kort tid slugte jeg “oceaner” af saltvand. Mit held var, at det blæste den dag. Blev skvulpet tilbage til broen af bølgerne.
Den dag var det mig, der gik forskrækket og hylende hjem.
helle
29. november 2009 at 21:52Aj, hvor sejt!!
Klinten | ibmh's blog
29. november 2009 at 16:29[…] var iøvrigt her, jeg en dag i begyndelsen af maj måned 1955, havde mit livs oplevelse, da jeg var så heldig at kunne redde min lillebrors legekammerat fra at […]