Af én eller anden udefinerlig grund, så er lystfiskere og jægere vistnok alle dage blevet placeret blandt de, som ikke trækker fra hvor der kan lægges til. Måske er det årsagen til at fænomenet trofædokumentation er blevet så udbredt.
Gennem årene har jeg fanget mange fisk ved De Danske Kyster og Åer og såmænd også ved De Nordiske Elve og Floder. Gennem alle de samme år har jeg fortalt om fisketure, fisk, grej og diverse udstyr til hvem som gad høre på. Hvis nogen undervejs har oplevet pral og overdrivelse, så er det nok bare et fænomen som hører hjemme i ens lytteforståelse af andres spændende oplevelser, mere end det er pral og overdrivelse.
Men som sagt, så har jeg da fanget en del fisk gennem årene.
Pudsigt som jeg husker en fisketur ved Strib fyr den 2. maj 1972. Husker hvad jeg lavede den dag. Hvem jeg var sammen med. Hvordan vejret var og hvad jeg iøvrigt ellers foretog mig. Husker også, at jeg den dag fangede en havørred som blev nr. 2 i Fyns Stifttidendes årskonkurrence. Husker også fiskens længde og vægt – ikke blot fordi den er indført i min lystfiskerjournal, men fordi der nu engang er noget man husker bedre end andet.
helle
2. december 2009 at 09:53🙂
Ib
1. december 2009 at 08:14Den største fisk jeg har fanget på stang.
Fisken blev lagt i en sjat vand i badekarret (død) for at forblive i sit rette element, da jeg ville ha’ den røget.
Mor kom hjem fra aftenvagt og hun skulle så lige duperes. Så jeg opfordrede hende til at gå ned til badekarret og se hvad der gemte sig der.
Næsten lydløst trissed hun ned ad trappen på strømpefødder – så var der stille i en tid – inden jeg igen hørte hendes næsten lydløse strømpesokketrin op ad trappen.
Da hun åbnede døren til stuen sagde hun: “Nå, vi skal nok ha’ torsk én af dagene!”
Hilfe fru Hansen – Det er en havørred!
Havørred! – Er det ikke en slags torsk?
Helle
1. december 2009 at 07:04Jeg kan godt huske den kæmpe store fisk der! Lå den ikke nede i badekarret i et par dage?