På en mark ved Skibhuskroen i Odense i 1936 – nærmere bestemt i maj måned – skød Alfred sig til en meget tæt 1. plads i en flugtskydningskonkurrence og vandt med en margin på kun ét skud ned til nummer 2.
På fotoet nedenfor er konkurrencens deltagere foreviget. Den vindende Alfred står helt yderst til højre. Den unge mand som står nr. tre fra højre var én af Alfreds bekendte fra Horne, Johannes Nielsen, som blev kaldt “Bimbam”. Om fotoet er taget før eller efter konkurrencen, ved vi ikke. Men mon ikke det er et før-billede.
Avisen skrev: “… 4. kreds afholdt kredsskydning den 24. maj ved Skibhuskroen i Odense. Vejret var stærkt blæsende, og til tider regnede det, men i løbet af dagen klarede det op, og skydningen sluttede i strålende solskin.
Der deltog 26 mand i skydningen, hvilket ikke er noget overvældende antal i forhold til medlemstallet i kredsen. I betragtning af det uheldige vejr, må skydningen siges at være endog meget fin…”
På præmielisten stod øverst: Nr. 1 Alfred Møller, Faaborg
Fjorten dage tidligere havde den unge skytte netop fejret sin 27 års fødselsdag og på selvsamme dag døbt sin datter, Ruth Karin, i Horne Kirke. Et barn yderligere var på vej. Ruth’s lillebror, Ejnar Arvid, blev født i december måned samme år og måske var der i virkeligheden mere symbolik i den erhvervede pokal, end han selv nogensinde selv gav udtryk for. Pokalen fulgte ham i mange år og var blot én af mange præmier han gennem årene høstede. Den var også den pokal som der ad åre var mest mytedannelse om, hvorvidt den blev vundet ved et danmarksmesterskab.
Det er med stor sandsynlighed Dagny, der har trykket på udløseren, da fotoet af “Alfred med pokal” blev knipset. Hvor præcis det skete, er der ingen som husker længere. Et bud kunne være i baghaven på matriklen Assensvej 52 i Faaborg, hvor Alfred og Dagny på et tidspunkt boede til leje på førstesalen i det hus, der vistnok var deres første fælles adresse i Faaborg og hvor deres tredie barn, Niels blev født.