Det var godt vejr den dag i juli 2009 da de tre søstre, Karen – Dagny og Else, satte sig på bænken på Assens Kirkegård og for et kort øjeblik lod hvilen og roen tage over. Dagny havde netop lagt sin ældste datter i graven og alvoren i den meningsløse ulykke står mejslet i søstrenes ansigter.
Generne for det hvide hår fornægter sig ikke – se søstrenes bedstemor.
Ib
17. juli 2012 at 19:47Jeg har nævnt det før – Når omstændighederne fordrer det, kan det vel heller ikke siges for ofte.
Når et menneske dør, er det ikke kun to flittige hænder som går i stå, det er også et kærligt hjerte som stopper med at slå, og et hjem som opløses.
Et livsværk som har rummet højtidsdage, mærkedage, glæder og sorger og opbyggeligt samvær forsvinder og fortaber sig. Det er så de efterlevendes opgave at drage omsorg for at bevare muligheden for at noget kan overleveres.
R.I.P Moster Karen – Nu gælder det om at leve i evigheden og dog høre stueuret slå / Søren Kierkegaard.
Grethe
17. juli 2012 at 19:12Underlig tanke at ingen af dem er mere.
Ib
6. december 2009 at 10:30Arne hed Rosendal til mellemnavn. Han var muligvis opkaldt efter faderens halvbror, Johannes Rosendal Hansen.
Hvor Rosendal-navnet stammer fra vides ikke.
Else Irene’s søn tog navnet som voksen.