Der er vikingeblod, der er taterblod, der er blod, der er blåt, vil man sige, men jægerblod rundet af ægte rod det søger i verden sin lige.
Sådan skrev vores far en dag i året 1938 på den første side i hans nye jagtjournal. Ordene var ikke hans egne – de var skrevet af en forfatter ved navn Bauditz, som selv var passioneret jæger.
Sit første egentlige skydevåben fik vores far, da han var i 12 års alderen. Det var ved den tid hvor moderen afhændede fødehjemmet, Horne Øster Mølle. Før den tid havde han klaret sig med de attrapper som onklerne havde lavet til ham. Da han fik sin første luftbøsse startede hans livslange karriere som jæger ved, at han skød småfugle derhjemme i moderens og fastrenes haver og hegn.
Det er fortalt, at tanterne – morfarens søstre der boede i Stiftelsen i Faaborg – konfiskerede hans luftbøsse, når han kom på besøg. En gestus som ikke passede den unge jæger og som influerede på, om han gad at komme igen. Siden blev luftbøssen skiftet ud med haglgevær, toløbet kaliber 12 med løbene liggende side om side – “side by side” so zu sagen, når det skulle være fint, og dét skulle det engang imellem. Patronhylstrene blev genbrugt og utallige er de patroner som han gennem tiden har genladet med krudt, hagl, filtpropper og fænghætter som alt sammen blev købt hos lokale cykelhandlere der handlede med jagtartikler. De forskellige værktøjer og nødvendige remedier opbevarede han i en kommodeskuffe i børnenes soveværelse. Jagtgeværet hang på en knagerække ved siden af kommoden og det hæftede vi os såmænd ikke ved. De ladte patroner og krudt opbevarede han et andet sted som vi børn ikke kendte til. Det hændte i efterkrigstiden, når arbejdsløsheden var intens og når der var lavvandet i husholdningskassen, at et gevær blev solgt, når der skulle skaffes “foder til ræveungerne”. Det hæftede vi os heller ikke så meget ved, ud over, at vi registrerede den tomme plads på knagerækken.
Vores far skrev udførligt i sin jagtjournal om trofæer, vejr og vind og hvor vildtet blev nedlagt, hvilke arter og antal det drejede sig om og i hvilke tilfælde, han havde anvendt sortkrudt i patronen – en springladning som frembragte gevaldige mængder af sort røg og som i affyringsøjeblikket gav et anderledes knald eller drøn – om man vil. Man kunne få fornemmelse af, at han havde den opfattelse, at der ikke var så megen prestige i at benytte sortkrudt i sine patroner. Det hændte at han smilede lystigt over knald og røg, når han “fyrede en sortkrudter af”.
På sine “ældre dage” generhvervede han en af sin ungdoms luftbøsser – en engelsk fremstillet BSA. Den brugte han en del resourcer på at restaurere og lidt typisk for hans focus på kvalitet, så importerede han nogle ekstra slagfjedre til våbnet og hærdede dem i kogende olie med henblik på, at bibringe luftbøssen en forbedret slagkraft. En del eksperimenter med hærdning, måtte han igennem for han var tilfreds med resultatet
Naturligt nok fik luftbøssen sin hædersplads bland hans øvrige jagtvåben, der alle hang til skue på væggen, frit fremme lige over dækketøjsskabet i spisestuen.
