Incognito

I Wieslanda, Kronoberg Len i Sverige, fik bonden Jonas og hans hustru Brita Stine i 1850 datteren Caroline, der som voksen rejste til Danmark og dér sammen med tjenestekarlen Thomas i 1889 fik datteren Tomine Kristine Elisabeth som 22 år gammel i 1911 fik en søn, Kristian, sammen med ungkarlen Kristian Madsen Baltsersen. Denne søn blev i 1936 gift med Karla Kristine og de fik fem fælles børn.

… Trods hans ret så centrale placering i slægten og i familien, vidste ingen ret meget om ham. Han havde været gift.  Fem børn havde de fået sammen. Så skete dét som så ofte sker. Konen fandt en anden, eller også var det en anden som fandt konen.  

Tidligt i børnenes liv forsvandt han så nødtvunget ud af billedet. Hans børn har stort set ingen viden om ham og husker  ikke rigtig noget om deres far. De voksne talte ikke om ham.

Årene er gået. Hans børn er nu blevet voksne og på vej til skels alder. Tre af dem er gået bort. Alle fik de børnebørn.

En af hans unge efterkommere blev interesseret i sin oldefar og oldemor og spurgte: “Kan du hjælpe – Tror du vi kan finde noget om dem”?

En svigersøn mente han hed Alfred. Hans egne børn vidste ikke bedre.

Nu er der gået en del år. Mange oplysninger er søgt og mange mulige kilder er set igennem.

For to dage siden dukkede han op i nogle optegnelser som for nylig er blevet tilgængelige. Dér stod hans fulde navn pludselig sort på hvidt, omend han ikke hed Alfred,  som det var fortalt. Hans meget karakteristiske mellemnavn blev både stavet og udtalt anderledes.

Han blev  født i juni måned 1911 – et sted i det sydlige Jylland helt ude ved vandet. Gik i skole fra 1918 til 1925. Viste gode evner og fik gode skudsmål.  Tjente ved landbruget og blev en dreven landmand. Blev borgerlig gift i september 1936 hos en sognefoged en halv snes kilometer fra en fynsk købstad. Flyttede nordpå til en ø i Kattegat og blev skilt dér mens 2. verdenskrig var i sin vorden og mens der var  megen ufred ude omkring.

 Hans bedstemor kom fra Wieslanda Forsamling, Kronoberg Len i Sverige. Det gjorde hans oldeforældre også, men de blev boende.

Overvandt aldrig afsavnet af sin familie og sine fem børn. Kæmpede med alimentationen, med tabet og med savnet og smerten. Resignerede så og vagabonderede sidenhen i en 30 års tid, indtil han døde  i begyndelsen af 1970’erne. Efterlod sig blot nogle få personlige ejendele og papirer som ingen havde interesse i. Intet er bevaret efter ham og minderne er svære at kalde frem.

Hans rigtige navn var Kristian. I ånd og gerning en fredsommelig sjæl. Opkaldt efter faderen som aldrig blev gift med hans mor – ligesom mormoren heller aldrig var blevet gift med moderens far – omend de dog var agtværdige borgere i hvert slægts led og sidenhen levede med hver deres familier og store børneflokke i det samme sogn. 

Fulgte slægtens traditioner og familiens nedarvede sociale mønstre. Det gik ikke som forventet. Mistede æren, værdigheden, selvrespekten og det sociale netværk og gik andre veje for at søge lindring. 

Mange år under åben himmel – skiftende steder for rast og ro, hvile og læ, underlagt årstidernes skiftende vejrlig og henvist til lemfældig ernæring – tærede og sled bravt på helbredet og konditionen.

Han blev lige godt 60 år…