Bjørn gik over isen til Bjørnø

På en spadseretur over isen fra Faaborg til Bjørnø i vinteren 1960, havde jeg min fars jagthund, Bjørn, med – eller måske ligefrem omvendt, havde Bjørn mig med. Bjørn løb nemlig med stor hast i forvejen. Stoppede op med mellemrum. Ventede. Kiggede sig tilbage over skulderen som ville han spørge: “Er du med”?

Vi var nogle stykker som fulgtes ad over isen den dag.  Jeg var den eneste med hund. Flere røster ville på turen vide, at det ikke var godt for hundens trædepoter, at gå på saltholdigt havis. Isens saltindhold ville få hundens trædepoter til at sprække, blev der sagt. Den omstændighed syntes dyret dog ikke at tage anstød af. Den morede sig kosteligt i sine bestræbelser på at styre sine lange tynde ben i ukoordinerede sving og opbremsninger – næsten som om den ihukom at have set en Disneyfilm om en langbenet medskabning i samme situation og nu selv ville afprøve underlaget.

Bjørn var en blanding mellem en Pointer og en Tysk Korthår. Raceren var han ikke. Hans spidskompetencer var andetsteds. Mødte vi jægere på vores færd rund om i sognet, så skulle de altid lige se hundens øjne. Der var visse som på øjnene kunne se, om hunden var en ægte pointer. Det var den så ikke og heller ikke anskaffet som en sådan. Gode jagtegenskaber havde den. Lydhør og opmærksom som den var med en “god næse og sporsans” – måske lidt for ivrig til tider. En krudtugle fuld af energi og fuld af gas.
Bjørn hørmede heftigt, når han lå med alle fire ben strittende i samme retning foran spisestuens varmekilde og lod sig svitse og branke af strålevarmen fra stuens brænde- og koksfyrede kakkelovn. Når han sov tungt kunne han  i sit drømmeland bjæffe korte bjæf og slå smut med poter og hale. Så gennemlevede han i sine drømme lange dages mange opleveler ved skov, mark og strand.
Magelig og komfortabel anlagt var Bjørn, “når det stak ham” og lur mig, han nød godt af at have fire slagtere i familien. Mangen et lækkert gnavekødben blev det til gennem årene.
Måske var det netop de mange kødben som gjorde, at Bjørn fjertede i tide og utide. Når det skete, så blev der i hast brændt en halv snes af Tordenskjolds stormtændstikker af, for med tændstikkernes krasse svovlhørm, at eliminere dyrets gasdunster.

Den dag i vinteren 1960, tog vi turen med afsæt fra Klintens badestrand og gik den korteste vej “lige over” mod Bjørnø havn – lidt udenfor den rute som ellers var anvist af øens beboere og som var afmærket med grene og ris stukket i isen, i en bue fra Bjørnø havn til slæbestedet ved Sct. Hansgade ved Faaborg – i god afstand fra den kurs postbåden sejlede mellem øen og Faaborg havn,  når farvandet var isfrit. 

På hjemturen mod fastlandet, holdt vi en tid landkending på “Klintens Tårn” og da vi kom tættere land, holdt vi focus på Meca’s bro – stedet hvor vi årets lune sommerdage holdt utallige samlinger liggende på maven på broen, med en åbnet musling bundet for enden af en snor, og ventede på at en krabbe skulle bide på – alt vel overvåget af den gamle margarinefabrikant fra hans plads på bænken ved Langelinies strandpromenade.

Stille is og sne dæmper på gemytterne, er der noget som tyder på, og vi mennesker, der i denne verden kloger os mest har mange konkurrenter blandt de firbenede.