Forløst ved kejsersnit

I 1964 arbejdede jeg på Odense Eksportslagteri’s Kreaturslagteri.

 …En dag midt i ugen fik vi meldt en nødslagtning. En af svendene skulle med Falck ud på en gård, for at hente en ko, der ikke kunne kælve ved egen hjælp. Falck ville komme  i løbet af et kvarters tid, for at hente den person, som skulle tage med. Dengang brugte man ikke den mulighed, at en drægtig ko kunne blive forløst ved kejsersnit. Derimod var den ultimative beslutning om nødslagtning udbredt i anvendelse. Der var veterinære forskelle på hvorvidt en nødslagtning blev bragt levende eller død til slagteriet. I dette tilfælde blev Koen synet af den lokale dyrlæge og han vurderede, at koen skulle bringes levende til slagteriet.

Efter yderligere nogen tid ankom Falck til slagteriet med “Dyretransporten” og koen og den assisterende slagtersvend. Bakkede til ved indgangen til slagtehallen og koen forlod “Dyretransporten” ved egen hjælp. Efter at være synet endnu en gang af den til slagteriet tilknyttede dyrlæge, blev der givet grønt lys til, at slagtningen kunne gennemføres med det samme.

Falckmanden fortalte i skyndsomme vendinger kort om koens historie, som han havde fået den af bonden. Koen var en af bondens præmiekøer –  Dansk Malkerace med en meget lang stamtavle osv. osv.

En ældre slagtersvend, Mouritz Hansen,  så lidt eftertænksomt på koen og sagde så resolut: ”Vi tager den sgu med kejsersnit – Vi tager sgu kalven med kejsersnit”! Den lille tykke Aksel Jensen, der var mestersvend og daglig ansvarlig leder af kreaturslagteriet jamrede højlydt: ”Nej, nej, det må i ikke. I ødelægger skindet”!

”Gu gør vi ej”, svarede Mourits Hansen resolut og instruerede hurtigt vi andre slagtersvende om, hvad vi skulle gøre hver især.

Dyrlægen havde ingen indvendinger. Blot skulle vi lige huske, at intet dyr, som var bragt ind på slagteriets område, måtte forlade området i live. Det vidste vi så godt alle sammen, men som Moritz Hansen sagde, ”Så får bonden afregning for både en ko og en kalv”.

 Fire mand skulle være klar med et reb til hvert ben. En femte skulle skyde koen og Moritz Hansen skulle så holde sig klar med kniven og foretage kejsersnittet – forløse kalven og bagefter åbne koens halspulsåre, så den kunne forbløde efter forskrifterne inden den efterfølgende slagtning.

Når kalven var forløst, skulle staldmanden Valdemar tage over. Bringe kalven over i stalden, hvor han skulle gnide den tør med halmtotter.

Alt fungerede perfekt ud i mindste detalje og hele ”operationen” varede mindre end tre minutter. Men dog længe nok til, at falckmanden havde hørt og set det hele og tilmed havde nået at opfatte, at den forløste kalv, var en kviekalv.

Falckmanden stæsede til den nærmeste telefonen og underrettede bonden i febrilske vendinger. ”De har reddet kalven. De har dæleme reddet kalven ved kejsersnit”!

 Den kalv ville bonden da så grove gerne ha’ hjem på gården, så han kontaktede straks slagteriets kundeafdeling som sendte anmodningen videre til de ansvarlige ledere og veterinære myndigheder – og så brød helvede løs.

Ikke at slagteriets dyrlæge havde nogle indvendinger. Han havde selv overværet at kalven blev forløst og havde efterfølgende tilmed udtryk både sin beundring og respekt for hvor sobert og hurtigt det hele var forløbet under fuldt forsvarlige veterinære konditioner.

Men slagteriets ledelse – de var noget anderledes stemte. Det var dem, der havde al balladen med bondemanden. Det var dem, der undskyldende skulle redde alle trådene ud over for bondens ønske om at få sin stamtavlekviekalv hjem på gården.

Egentlig var ledelsen ikke sure på os, der havde forløst kalven med kejsersnit. På en måde syntes man, at det var friskt gjort, men nu var den oprørte bondemand på vej til slagteriet for at tale sin og kalvens sag.

Mouritz Hansen var fuldstændig fattet og rolig. Han sagde: ”Vi slagter bare kalven inden bonden kommer”. Så er der ikke noget at slås om. Kalven blev så slagtet med det samme – en øvet slagter klarer sådan lille sag med at slagte en spædekalv, på ingen tid – det tager blot 7 minutter.

Som sagt, så gjort.

Da bonden nåede frem til slagteriet, fik han så meddelelse om, at han stod til afregning for en ko og en kalv. Således var den forretning at afvikle.

 Historien om dengang de nede i kreaturslagteriet på Odense Eksportslagteri i 1964 forløste en kviekalv ved kejsersnit helt på eget initiativ, levede i bedste velgående i mange år.

I Faaborg slagtede jeg mange spædekalve. I mine første læreår altid om lørdagen. Tit fik vi så skindet, som vi solgte hos “Jøden”. Det gav lidt lommepenge oven i lærelønnen. Men kejsersnit på en nødslagtning – aldrig i Faaborg. På den tid ordnede de gamle slagtersvende “kalveløbe” (spædekalvemaver) og nogle “løber” fandt de smør i som de smurte på deres bød til frokost.
Smør direkte fra en kalvemave, skyllet i koldt vand og smurt på brødet var en ypperlig spise for de gamle slagtersvende som var født sidst i 1800-årene – Nikolaj, Søren og “Den Gamle Blå” og andre.