Vores hus ligger i øst – vestlig retning. Den østlige ende af huset vender ud mod vejen.
Det ene af de østlige hushjørner har vi så holdt under intens observation i nogen tid. Med mellemrum målt, vejet, vurderet og endevendt næsten enhver mulig tanke om årsag og virkning.
Det er sket at en nabo eller genbo er kommet forbi. Har stoppet op og spurgt hen over den lavtvoksende hæk: ”Hvad laver du Møller”?
Jeg har så kunnet svare som sandt var: ”Nåe, jeg står bare og kigger på mit hus”.
Ellis og Jeg har i tidens løb drøftet en tynd sprække i husmuren, som med tiden er vokset til en regulær revne. Vi har løbende vejet lidt for og imod og har afventet udviklingens gang. Vi har kastet stjålne blikke på den i forbifarten og vi har dvælet eftertænksomt og overvejende ved forskellige mulige forklaringer på dens herkomst. Denne sommer har “begivenheden” så taget lidt fart.
Den fine tynde sprække er blevet til en stor grum revne.
Vi blev så enige om, at nu er det “blevet for meget”.
I går fattede jeg telefonen og ringede til en fagmand for at få fænomenet besigtiget. Han kom. Kigge på hushjørnet. Var en tur rundt o
m hele bedriften. Tog en runde i alle husets rum og bad om lov til at komme på loftet.
Der fandt han så, hvad han søgte.
Tagkonstruktionen trykker forkert på husmuren med det resultat, at muren bliver skubbet ud og har slået den her revne, som vi har holdt under nøje observation gennem lang tid.
Et rådgivende ingeniørfirma er gået i gang med undersøgelser, beregninger og forslag til udbedring. Et murerfirma og et tømmerfirma står klar når resultatet fra Ingeniørfirmaet foreligger tirsdag i næste uge.
Møl, spindelvæv og støv er nu forberedende børstet af den gamle indtørrede “pungpeng” .
