Med nål og tråd

Min mormor var uddannet syerske og mestrede nål og tråd med stor behændighed, snilde og tålmodighed.

Gennem alle årene syede hun praktisk, tidstypisk og  funktionelt hvadenten hun var beskæftiget på sygehusets systue eller i Binggeli’s konfektionsfabrik eller ved de hjemlige gøremål.

Derhjemme havde hun indrettet  et hjørne i spisestuen, tæt på det store vindue,  hvor hendes trædesymaskine, og senere den elektriske havde sine faste pladser og hvor lamper var praktisk anbragte, så der i de mørke timer var mulighed for lys fra flere vinkler.

Ved en sidevæg mod øst stod hendes hånddrevne strikkemaskine, et meget moderne apparatur jeg betragtede med stor ærefrygt og ikke mindst med stor benovelse over, at min mormor mestrede at håndtere sådan noget nymodens maskineri. Overlock’eren fik vist nok også sin plads dér, men den hæftede jeg mig egentlig ikke så meget ved.

Min mormor og morfar var traditionsbundne familiemennesker som værdsatte meget, at have familien tæt omkring sig. Hjemmet var åbent og imødekommende og der var rigelig plads til besøg af børnenes legekammerater, venner og bekendte, blot besøgende satte fodtøjet pænt og opførte sig ordentligt.

Min mormor havde aldrig mere travlt, end at hun også afsatte tid til at tage sig af sine – og uden falbelader lagde hun stilfærdigt arbejdet fra sig, hvis hendes fulde opmærksomhed var tiltrængt for råd og vejledning.

Min mormor og morfar var som sådan nogle er når de er bedst. Omsorgsfulde, opmærksomme og favnende. Ukomplicerede i omgang med andre mennesker og afklarede i deres menneskesyn, værdiopfattelse og med livets store spørgsmål. Min morfar læste meget og var en del optaget af de Nordamerikanske indianerstammer, nybyggere, bosættelser og kvægbrugere fra sidste halvdel af 1800-årene eksemplificeret i populærlitteraturen.

På billederne fire af børnebørnene i min mormors kreationer.

Anita Rosendahl på bænken  (f. 1942)

Marianne (f. 1950), Susanne (f. 1952), Anette (f. 1955)