Mads Sørensen blev født i 1796 i Horne Sogn, Sallinge Herred, Svendborg Amt. Kom tidligt ud at tjene bønder. Blev konfirmeret 1810 i sognets kirke og tjente sidenhen til dagen og vejen og livets ophold ved forefaldende arbejde, dér hvor det bød sig.
Mads var tjenestekarl, daglejer og arbejdsmand – én af dem som havde næverne skruet rigtig på og som kunne udføre arbejdsopgaverne til fuld tilfredshed.
Mads fik aldrig nogen egentlig uddannelse, sådan som vi kender til det i dag. Han var barn af sin tid, greb sine muligheder og kendte sine begrænsninger og det bekom ham vist ganske godt.
Den 25. maj 1824 giftede Mads Sørensen sig i Horne Kirke med pigen Kirsten Heinrichsdatter som var seks år yngre. Blandt Mads og Kirstens børn var så en søn som hed Søren Madsen.
Søren Madsen blev stenhugger og han blev ligesom forældrene boende i sognet. 29 år gammel giftede han sig i Horne Kirke med pigen Karen Rasmusdatter Milling og vielsen blev forrettet den 8. november 1859.
30 år senere, den 9. november1889, giftede Søren Madsen og Karen Rasmusdatter Millings søn, Mads Søren Madsen sig i Ringe kirke med pigen Karen Marie Christensen. Mads Søren Madsen var uddannet skrædder og han bosatte sig for en tid i Ringe Sogn. Sidenhen flyttede han og hustruen til Horne.
Mads Søren Madsen og Karen Marie Christensens første barn fik ved dåben i 1890 navnet Anna.
Som voksen fik Anna tvillingerne, Bodil Marie og Valborg Elisabeth.
De to fylder i dag, den 6. marts 2010, 90 år – Tillykke.
Tvillingerne – de er såmænd søskendebørn til min fasters ægtemand som iøvrigt også var skrædder og som sammen med min faster var ejer af renseriet Perawin i Odense, men herom en anden gang.
Valborg Elisabeth blev gift med Harry “Fisker” som i mange år arbejdede på slagteri.