Der er trængsel ved stranden denne dag i marts hvor vejret viser sig fra sin gode side.
Bedst som jeg står og iagttager nogle dykkende skarve, kører tre biler ned ad hulvejen ved Nordstranden. Drejer ind på den offentlige parkeringsplads, og ud af bilerne vrimler mænd og kvinder, lystigt pludrende og lettere opstemte.
Et kort øjeblik efter stolprer forventningsfulde pensionerede forårsmotionister energisk, flokkevis og småkaglende hen ad stranden i østlig retning. Alle er de godt og varmt klædt på med handsker, hovedtøj og med et til årstiden passende fodtøj. Nogle fører stave – andre ikke.
På deres færd jager de nogle ænder og måger i luften. Ænser kun dem selv og fortsætter ufortrødent.
De er tydeligvis et andet sted fra! Nogle af vore egne, ville grangiveligt have taget den noget mere med ro. Ha’ indsnuset den friske havduft i dybe tilfredse åndedrag. Ha’ set iagttagende ud over bæltet og konstateret om alt var som det skulle være. Så vil de sindigt og fredsommeligt ha’ sat deres strandvandring i gang og ha’ mærket efter hvor de befandt dem.
Det gjorde dem her ikke. Gad vide om de skulle nå noget med den fart de lagde ud med?
Lidt henne i bugten, inde under land, svømmer en flok svaner mellem smeltende og hullede små isflager. Nogle hættemåger flyver drilske rundt blandt hverandre. Èn taber en musling og dykker efter den. En anden letter og tager retning mod Jylland.
Det er havblik. Vandet er krystalklart og enkelte strømninger ses her og der.
En halvandenhundrede meter ude i bæltet ligger nogle edderfugle og diskuterer indbyrdes. Der er kun få hunner imellem. Pludselig piskes vandet op, da nogle af hannerne optager en hektisk forfølgelse af hinanden.
Skarve dukker med jævne mellemrum op af vandet, virrer på hovedet, sunder sig lidt, ser sig omkring og dykker så igen med deres karakteristiske små hovedspring.
To færger ligger i tørdok i Fredericia havn og en kulpram, der skubbes af en slæbebåd, kommer masende oppe fra Kattegat med retning mod bæltet.
Vejret er skønt – Præcist som det så ofte er på denne årstid. Et godt stykke henne ad stranden ses en flok mennesker haste mod Røjle Klint.