Stråhatte

Vi nærmer os den tid på året hvor den gamle Pølsemager Knudsen som boede i Priorensgade og min morfar Overmontør Hans Andersen hvis residens henlå på Assensvej, drog deres stråhatte frem fra hattehylden i klædeskabet og med tilbagevendende præcision og årstids forventning hilste foråret og den forestående sommer velkommen ved at anbringe stråhatten på hovedet og bære den dér resten af sæsonen.

Begge bar de stråhattemodellen som kaldtes “Maurice Chevalier”.

Begge var de født i ”det forrige århundrede” og ingen af dem tog nogensinde kørekort.

Begge havde de ikke mange hår på hovedet og begge var de ret så præcise med at hente stråhatten frem ved forårstid og så bære den med autoritet, værdighed og anstand foråret og sommeren igennem.

Begge var de nogle høje, slanke og veltrimmede herrer i deres bedste alder.

Begge var de godt gift. Havde fast ansættelse og stabil indkomst og begge havde de en børneflok af middel størrelse repræsenteret ved både piger og drenge.

Begge var de cyklister og cyklede en del rundt, sådan som man nu gjorde det dengang før bilismen trængte sig på.

Begge var de et par af tidens flotte velestimerede fyre som sås dagligt i byens gadebillede og som der hilstes på med øjenkontakt, hævede hatte og et let nik med hovedet.

Goddag Hr. Knudsen! – Goddag Hr. Andersen!

Jeg husker ikke hvorvidt Pølsemager Knudsen bar anden form for hovedtøj uden for sommersæsonen. Men jeg husker med al tydelighed at min morfar altid var ledsaget af hans blankskyggede sorte telefonmontørtjenestemandskasket med kokarde og guldemblem.

Når tiden kom, blev stråhattene,  som nævnt hentet frem.

Når det skete, så sagde man i byen, at nu var forårets og sommerens komme varslet af Pølsemager Knudsen og Overmontør Andersen.

Jeg tænkte dengang aldrig over, hvornår stråhattene blev lagt tilbage på hattehylden. Ligesom jeg heller aldrig tænkte over hvor mange sæsoner sådan en stråhat holdt.

Men jeg har sidenhen tænkt en del over stråhattens symbolværdi i forskellige kulturer.

Min yngste svoger har fortalt fra hans barndoms tid på landet, at i deres miljø derhjemme på gården, da havde stråhatten sin tid i høsten. Hver år ved dyrskue købte han og min svigerfar en stråhat som de bar hver dag gennem hele høsten. Når så høsten var vel overstået og kornet bjerget og kørt i lade, var stråhattene for det meste blevet godt slidte og havde udspillet deres funktion og symbolik for indeværende år.

Næste år ved dyrskue købte min yngste svoger og min svigerfar så igen hver især en ny stråhat som de bar indtil høsten var vel overstået.

Deres stråhattemodel blev kaldt “Jens Hansen”.

Med stråhatte, som i mange andre kulturelle foreteelser, tog bybefolkningen afsæt i landbefolkningens nedarvede traditioner og klædedragt. Ikke af nød og ikke af trang men snarere fordi man gjorde en dyd af nødvendigheden.

Også dengang forstod man sig på “Brand, Fashion og Design”. At det ikke hed sådan i gamle dage er så en helt anden sag.

Hvert år ved denne årstid mindes jeg så med frydefuld erindring min morfar og hans stråhat og det sætter unægtelig mange andre erindringer i gang.