Ledvogteren og Gartneren

… Ledvogterens på Kalekovej hed Christensen!

Niels Peter og Kristine Rasmine var deres respektive fornavne.

Niels Peter var fra Fraugde. Han var søn af ugifte Caroline Margrethe Christensen i Ladefogedhuset i Hollufgårds Skov og Ungkarl Hans Nielsen som tjente på Ulriksholm.

Kristine Rasmine hun kom fra Kjøng ved Glamsbjerg, hvor faderen var bødker.

Niels Peter og Kristine Rasmine blev  gift og fik syv børn, som for længst var rejst hjemmefra da vi andre var nået den alder, hvor vi passerede forbi ledvogterhuset uden voksenledsagelse.

Dengang tænkte jeg egentlig ikke så meget over den omstændighed at de hos ledvogterens havde været en stor familie. Husker blot deres vejplejede pryd- og køkkenhave og at både manden og konen var noget emsige, når vi knægte kom for tæt på deres bevogtede jernbaneoverskæring, når bommene var nede og der var tog på vej.

I virkeligheden var det Kristine Rasmine som var ledvogter – eller ledvogterske som det hed. De var begge ansat ved jernbanen. Niels Peter som banearbejder og hans hustru som ledvogterske.

De havde haft forskellige ledvogterjobs ved den fynske jernbane inden de kom til Kalekovej i Faaborg. De havde været rundt om Odense, Vindinge og Brahetrolleborg – Grønderup Holdeplads. Det er fortalt, at de besatte jobbet ved jernbaneoverskæringen ved Kalekovej i 1924.

Bestillingen som ledvogter var ikke nogen vel aflønnet bestilling og den attraktive del ved jobbet var primært forbundet med, at der til jobbet altid fulgte en bolig og et lille stykke jord med mulighed for at holde en god urtehave. Niels Peter og Kristine Rasmines lille plet ved ledvogterhuset var som nævnt yderst velplejet.

Niels Peter var født i 1877 og Kristine Rasmine var fra 1882, så i mine drengeår var de begge kommet godt op i årene. Men ledvogteriet passede de begge fortsat  med megen omhu, redelighed og påpasselighed.

Tæt på ledvogterhuset stod en anordning hvorved bommene blev sænket og hævet ved et manuelt betjent håndsving, samtidig med at en klokke ringede. Når bommene var sænket stillede ledvogteren sig ud ved siden af skinnerne. Vendte sig enten mod øst eller mod vest. Når toget så var i sigte, så rakte ledvogteren armen vandret ud mod skinnerne for at signalere fri bane. I den mørke tid holdt man en tændt lygte ud i den strakte arm. Når toget passerede, blev der hilst med hånden. Niels Peters hilsen var nærmest lidt af en honnør. Kristine Rasmine slog mere uformelt ud med hånden. Men hilst blev der hver gang.

Hvis vi knægte stod for tæt på jernbaneoverskæringen når bommene var sænket, så tudede togføreren langtrukket og advarende i hornet.

Og det var lige hvad vi ventede. Lidt længere henne ad vejen boede Pudser Greve og hustruen. Han var også ansat ved jernbanen. Pudseren og hustruen var de første i den ende af byen som blev cykelmotoriseret. De anskaffede begge en ny  sort røvskubber af mærket Diesella. Et par djævelske køretøjer som kunne køre alt for stærkt for en cykel med hjælpemotor.

Det var unægtelig både et kosteligt syn og en frydefuld oplevelse at se Pudseren og konen komme hastende på hver sin benzindrevne røvskubber.

Husker at de et år deltog i fagenes fest på stadion, hvor de kørte om kap rundt om fodboldbanen på den anlagte cindersløbebane.

Pudseren og hustruen rasede rundt side om side siddende højt på strå på deres sorte køretøjer, flere hoveder højere end konkurrenterne. Konkurrenter som ikke formåede at opnå samme fart sås trampende energisk i pedalerne for at supplerer knallertens halve hestekraft.  En herre på et noget lavere køretøj af samme type, havde fundet ud af at ”pille” ved motoren og han mestrede tilmed at broadside i svingene, så han slog alle konkurrenter. Det tog pudseren og hustruen så ganske let på. De var blot med for at blive set.

Til den anden side på Kalekovejen i østlig retning, boede Holger Nielsen og fru Nina. Holger var fra Thurø. Han var søn af en købmand men havde valgt ikke at følge i faderens fodspor. Var i stedet blevet handelsgartner. Sammen med Fru Nina drev Holger så et velholdt gartneri på Kalekovej.

Fru Nina var Faaborgpige, født 1901 i Klostergade. En tømrerdatter bar hende til dåben og fadderne var en ølkusk, en bogholder og en arbejdsmand.

I efterkrigsårene, da jeg var blevet stor nok til at gå ærinder for min mor, blev jeg med mellemrum sendt over til gartner Holger Nielsen for at handle. Da husholdningspengene dengang kunne være af en noget undseelig størrelse derhjemme, fik jeg ofte lidt ekstra rationeringsmærker med hjemmefra som gerne skulle indgå som kompensation for en del af betalingen.

Hos Holger Nielsen og Fru Nina kunne der handles med rationeringsmærker. Forstået sådan, at de tog imod rationeringsmærker som regulært betalingsmiddel. Mærker til cigaretter, kaffe, sukker, benzin og smør var eftertragtede. De tilbudte mærker blev så interesseret studeret gennem Fru Nina’s guldbriller og sammenlignet med indkøbssedlen inden hun med et let nik med hovedet tilkendegav sin accept. Det hændte at hun spurgte manden til råds. Så skete det, at der sparsommeligt blev reguleret lidt i mængden af grøntsager.

Sådan en kurv med friske porrer, sillerier, gulerødder, kålhoveder og kartofler kunne nu veje helt godt til…

Rationeringsmærker handles fortsat – nu om dage dog antikvarisk. Har nogle liggende med mit eget og mine søskendes navne på. De er arvegods og skal ikke sælges.