Faces en face

Gik i formiddags en tur rundt i det lille sogn. Hilser på bekendte og andre af sognets indvånere som jeg møder undervejs.

En spurvehøg stryger febrilsk tæt hen over en hæk og flyver ind i et vindue skarpt forfulgt af vrede solsorte. Ramler næsten til jorden ved sammenstødet med vinduesruden. Smider byttet fra sig og blafrer febrilsk, i lav højde rundt om hushjørnet, tæt forfulgt af sine plageånder.

Det var en gråspurv det gik ud over. Den er allerede død.

Lidt henne ad vejen står en dagplejemor med fire børn og taler med en ældre herre. To af børnene sidder i en barnevogn. To andre står tålmodigt på hver side af vognen i deres spadseredragter, iført handsker og strikkehuer og venter. De voksne lufter deres forargelse over den nye ordning hos lægerne og er rørende enige om det formastelige i, at der nu er indtil flere ugers venten på en konsultation. Dagplejemoderen mener det koster hundrede kroner at skifte læge. Den ældre herre vil gerne i sin ophobede forargelse afholde den udgift, hvis han dermed kan tydeliggøre sin frustration og utilfredshed

”Som om man kan sætte ur på sygdom” og ”Det er da også for galt”.

Henne ved spadserestien, hvor vejen drejer mod Vestergårdparkens seneste bebyggelser, kommer en pæn og nydelig dame gående med sin hund. En veltrimmet kongepuddel som tydeligvis for nyligt har været “på salon”  og dér gennemgået en ikke helt billig klipning, vask og trimning.

Pludselig lægger hunden an til ”landing”. Sætter sig vel til rette i græsrabatten og serverer med afmålt og indadvendt koncentration sine efterladenskaber i en tue af farvestrålende lettere ufordøjede ”peddigree pølser” med en samlet mængde på størrelse med et muldvarpeskud.

Da dyret har gjort sig færdig, hiver damen med forlegen  mine en plasticpose frem fra en lomme. Trækker den over hånden og grapper uvant med stive fingre dyrets efterladenskaber ind i posen samtidig med, at hun tydeligvis begrænser sin indånding til et minimum. Drejer så hele menageriet rund et par gange og slår en kællingeknude på posen. Ser sig lidt hoverende rundt og går videre hen ad vejen, svingende posen i hånden, som var den en selskabstaske.

Hundrede meter længere fremme deler vejen sig. På det ene hjørne ligger en meterhøj tonstung rød granitsten. Den blev flyttet ved udstykningen. Nu ligger den så her og tager sig ud.

Henne ved stenen sagtner kvinden farten. Ser sig omkring. Først til den ene side, så til den anden side. Så træder hun, sådan ligesom lidt tilfældigt, hen mod stenen og dropper en plastikposen ned bag den og går videre indhyllet i sin egen herlighed af duft af parfume og skyllemiddel.

Der er frit syn stenen rundt. Nu er der også frit syn til en lettere duggende plasticpose.

Tænker uvilkårligt: “Det er nu man skulle have haft et “Til og Fra kort” ved hånden”.