En tur i hækken

For det meste cykler jeg aldrig i flok, af den simple grund, at jeg oftest ikke er mange nok.

 Men når jeg cykler, så temposkifter jeg efter behag, ligger yderst og inderst og er i front og i baghjul og ta’r føring med mig selv. Det ene øjeblik ligger jeg lunt i svinget, så er jeg på toppen af Mount Parnassos og i det næste øjeblik i bunden af Walley  Slowriver. Kan også finde mig selv stående på et højt punkt, hvor jeg er faldet i staver over en smuk og betagende udsigt  Jeg kører hurtigt og jeg kører stille  – grænsende til det langsomme. Og så kører jeg “drabeligt” – det sidste måske nok mest i ånden.

Slingrer lidt rigeligt ind imellem, men bestræber mig på at  klikke skoene af pedalerne i god tid inden jeg gør holdt ved hajtænder og fuldt optrukne eller når jeg får mig en sludder med de indfødte jeg møder undervejs.

Gør en dyd af nødvendigheden og udviser ekstra agtpågivenhed ved sidevejes krydsende trafik. Indregner latenstid, reaktionsevne, fart og afstand med matematisk nøjagtighed og repeterer formlem om, at S er lig V gange T og skæver ind imellem til cykelcomputeren som netop har fået nyt batteri.

Nyder udsigten her og der og lytter intenst til fuglenes sang, deres lystige kvidren og territoriale “koncerteri” hver gang jeg kører gennem Røjle Skov.

Skoven vrimler med spættefamilier som på bedste individuelle vis udfører deres trommesoloer på skovens høje træer.

I min anløbne alder er der så meget at give agt på, så jeg giver mig god tid – ikke noget med at forjage sig. God tid og besindig adfærd.

Alligevel så sker det.

Mit drabeligste styrt med letvægteren foregik herhjemme på vejen på de sidste meter af en 35 km’s tur på tværs af vestfynske sognegrænser. Jeg holdt næsten stille. Udfordrede kantstenen.  Nåede ikke at klikke skoene ud af pedalerne.

Ploooiiing –

Siddende ret op og ned på letvægteren væltede jeg lige så stille sideværds ind over fortovet og landede med overkroppen i naboens hæk. Tænkte måske mest på, at jeg var øm, dér hvor man er højest når man plukker jordbær, og vidste godt, at jeg ikke ville komme til skade – ud over en lille ridse i forfængeligheden.

Styrtet var der heldigvis ingen som så.