Et søm til fortjeneste

Når jeg ransager min støvede spindelvævskompromiterende denil cemente hukommelse og tænker rigtig godt efter, så har jeg godt nok gennem årene modtaget mangen en velfortjent, velovervejet og helhjertet hædersbevisning.

 Er gennem tiderne blevet takket, hyldet og hurraet for lidt af hvert. En del af hædersbevisninger har været fulgt af håndfast materie såsom kongens mønt, postelin og fajance, pokaler og medaljoner, blomster og vaser, flasker med liquide substanser og meget meget andet godt.

 Kun én gang har jeg modtaget hædersbevisningen ”Det Gyldne Søm”.

 Kun én gang er “Det Gyldne Søm” som “fortjenstpløk” nogensinde blevet uddelt. Vi var så til gengældt en halv snes stykker, som dette år, blev ”sømmet” udi denne hædersbevisning.

 At hædersbevisningens genstand var udsøgt blandt mange mulige emner og at den var valgt med stor omhu, dyb eftertanke, megen overvejelse og udsøgt originalitet, var de 500 festklædte som overværede overrækkelsen ikke det mindste i tvivl om, da de hørte komiteens udvælgelseskriterium.

 ”Det Gyldne Søm” havde i virkelighedens verden henslæbt en rusten tilværelse som spiger i en svelle ved privat jernbanens skinneanlæg hvorpå toget “Røjlegrisen” gennem mange år havde befordret folk og fæ og alskens gods fra land til by og omvendt, men som efter mange års ubrugt liggen uvirksom hen , var blevet brudt op – eller definitivt nedlagt om man vil.

Spigeret var så blevet renset og overfladebehandlet med spraydåseguldbronce. Havde fået god tid til at tørre og var derefter af Grosserer Scmidt-Andersen ophøjet til profan hædersbevisning til årets ildsjæle udi afviklingen af reservatets største årlige begivenhed – ”Strib Festival”.

Således blev det gamle spiger hentet frem af forglemmelsen. Blev samlet op. Fik  nye klæder og  kom til en ære og værdighed som ikke er forundt så mange af den familie.

Nu ligger “Det Gyldne Spiger” på mit skrivebord til ihukommelse om hensvundne tider og minderige begivenheder.

“Man er nu blevet en brevpresse”!