Fyret står på “sommertid” og fører et minimum af varmt vand til radiatorerne. Sådan har det været hele sommeren. Da vi stod op her i morges var varmen i huset lidt kuldslået. Ikke dicideret kold, men nok til et lille gys, som sådan lidt hønsehudsagtigt kryber kildrende hen over kroppen.
Vi skriver 2009
Tænker uvilkårligt på fyringssæsonerne derhjemme. Altid var min mor den første, der var oppe om morgenen. Oftest til et koldt hus. Sikker som et vækkeur af bedste mærke, var hun oppe på klokkeslet for at ordne de faste morgensysler.
Stille rumsterede hun rundt i et koldt morgensparsomt oplyst hus.
Når der kom lidt mere lyd på hendes aktiviter, så var kakkelovnen gået ud i nattens løb. Så rensede hun aske og koksslagger ud. Byggede et lille bål af avispapir og små træpinde. Lagde lidt koks ovenpå, og satte en tændstik til.
Kort tid efter bredte varmen sig i hele stuen.
Derefter vækkede hun far. Fik ham fodret af og sendt på arbejde. Så havde hun en kort fredsfyldt pause, hvor hun sad med en kop kaffe, inden hun gik i gang med at smøre madpakker og med at vækkede os børn, i den rækkefølge vi skulle op for at nå i skole til tiden
Jeg husker den tid, hvor jeg var den heldige ikke at skulle tidlig op for at gå i skole. Jeg husker også, at der til tider var is på indersiden af vinduerne om vinteren. Ikke bare i soveværelset, men i alle rummene.
Da skrev vi 1948.
