Ryste sammen

Eleverne ses spredt ud over et mindre område ved stranden på Strib Odde ved det gamle historiske færgested ved Nordenbro, nær Strib Fyr.  For enden af hulvejen ligger den moderne udgave af traktørstedet “Strib Færgegård”, hvis forgænger nedbrændte under bombardementet i Treårskrigen. I skrænten mod syd ses en indbygget torpedostation fra anden verdenskrig og den gamle bunker ved hulvejen lader fortsat sin eksistens ane i bevoksningen ved svinget.

Stedet har gennem historien været udsat for krig, plyndringer og røverier, nedbrændinger af huse og gårde, voldtægt af stedets kvinder og en hærgende pest, som bortrev folk i hobetal.

De første færgemænd på stedet tilbage til midten af 1600-tallet, Jens Færgemand og Jep Fænøe, ville næppe kende lokaliteten idag. Erindringer om de  historiske minder om de to svenskekrige 1657-58 og 1658-60 og senere bombninger fra Treårskrigen 1848 – 50 præger fortsat stedets strategiske placering og det hænder, at husejerne graver en kanonkugle eller to frem i deres haver.

Mindestenen fra Treårskrigen er eftertænksomt blevet studeret af eleverne. Kanoner og kanonkugler placeret på den lille interimistiske anløbsbro er taget i øjesyn. Det resterende færgeleje okkuperet og sten kastet i vandet med dybe plump og høje plask til følge. Lidt venskabeligt pige-dreng-vandpjaskeri er der også plads til. Fodtøj står hensat forskellige steder ved strandbredden og bare tæer finder befriende nydelse i det løse sand. Situationen summer af en stille foretagsomhed og man føler og fornemmer hverandre.  Spiser medbragte madpakker og drikker saftevand, spiller spil, snakker og sætter hinanden stævne i et slag kort, som betegnes med et karakteristisk navn inspireret af en sydlig legemsåbning.

Vind og vejr er i det gode hjørne. Temperaturen behagelig og en let brise bestryger stedet fra vest. Lidt derfra er tre mørklødede personer travlt beskæftiget med at plukke hyben – angiveligt med henblik på at lave marmelade af frugterne.

Eleverne er 6. klasse fra Nørre Aaby Skole. I det nye skoleår sammensat af flere 5. klasser. Nu har de fået ny klassekammerater og nye lærere. Denne dag er så en del af den afmålte tid, som de har fået tildelt til at lære hinanden at kende, inden et travlt lærer-elevsamarbejde for alvor går i gang.

Bedst som vi står og snakker trækker et par marsvin tæt forbi kysten – symbolsk – som ville de hilse på og ønske held og lykke med de kommende skoleår. Eleverne skærper opmærksomheden og følger de små delfiner med udelt begejstring.

 Yderligere marsvin kommer til – og tallet er oppe på en fem – seks stykker. De er tydeligvis på jagt lige dér hvor strømmen er stærkest og vanddybden størst.

Karakteristisk nok, så startede verdens første forskningsprojekt af denne lille delfinart netop i Strib Havn 0g i bygningerne som nu rummer klubhus samme sted. Forskningsprojektet, som blev igangsat af en hollandsk zoolog og en fransk professor gik ud på at forske i marsvinets lyde. Projektet  blev betalt af Nato og havde en vis militær opmærksomhed.

Det lille forskningslaboratorium i Strib fik navnet “Station Oceanographique Anton Bruun”, men blev dog i daglig tale blot kaldt “Marsvinestationen”. Forskningsresulteterne er sidenhen videregivet til Fjord og Bæltcenteret i Kerteminde.  Om dét har forskeren, zoolog, magister og Zoo-direktør, Søren “Marsvin” Andersen, som bor i Strib,  ved flere lejligheder berettet skriftligt om.

Lærerne – Elsebet og Mikkel – holder et vågent øje med deres “nye” elever mens de med begejstring  og engagement fortæller om elevernes ryste-sammen-tur og samtidig ikke undlader at give udtryk for deres frydefulde glæde og forventning til den kommende tid i klasseværelset og ved emne- og projektarbejder, til spændende iagttagelser på ekskursioner og socialt samvær på lejrskoleture, til den obligatoriske skolekomedie, alle sketch’ene, rollespillene og hvad der iøvrigt spontant dukker op undervejs.

Jeg får at vide at elever og lærere afrunder dagen med spisning på en adresse på Münstervej – hos den ene af lærerne.

Gode minder fra min egen tid som lærer på elevernes skole dukker frem. Dejligt og bekræftende sådan at møde håbefulde og engagerede kollegaer fra min forhenværende arbejdsplads.