Fiskehandler & Skomager

…Skomager Svidt – sådan som jeg husker ham – var dengang i 1950’erne allerede godt oppe i årene. Han var ikke særlig høj af statur, tyndhåret eller måske ligefrem skaldet, benyttede guldfarvede halvbriller , gik i blå skjorte med striber, uden krave eller flip og så bar han skødeskind.

Svidt’s skomagerværksted var ikke særlig stort. Pladsen var trang. Duften af læderfodtøj, af skosværte og narvbejdse og af stærk kontaktlim gav en noget fortættet atmosfære i rummet og ud over et par hylder på bagvæggen og et smalt interimistisk udstillingsvindue med diverse pudsegrejer, fedtlæder og skosværter og skind- og læderprøver, var der ingen unødig rod endsige plads dertil. I værkstedet var der de nødvendige arbejdsredskaber og skabeloner, lidt maskineri og en sparsom plads til fodtøj som enten var repareret eller ventede på at blive repareret. En dør i værkstedets bagvæg gav direkte adgang til og fra privatboligen.

Jeg husker Skomager Svidt som en mand af få ord. En typisk skomager omgærdet med al den romantik, respekt og aura som står om en sådan fagmand og hans fodtøj.

Der var dengang tre skomagere på vejen. Lundsfryd, Andersen og Svith. Vi brugte dem alle tre og jeg husker i grunden intet om, at den ene var bedre end den anden. De lavede alle en god gedigen forsåling eller reparation – og spændende var det at få sit reparerede fodtøj tilbage fra skomageren – det var som at få nyt.

En god forsåling rettede jo gevaldigt op på et par udtrådte sko eller fedtlæderstøvler. Og man følte sig unægtelig godt tilpas i nyrestaureret fodtøj. Og så fulgte der ofte en ny lyd med, når man gik hen over fliser og asfalt.  En sådan lyd suppleret med lidt knirken gjorde godt i ørerne og i selvforståelsen.

 Skomager Svidt var vist nok ikke forudbestemt til at blive skomager. Han var født i en tid hvor industrialiseringen af fodtøj havde fået god vind i sejlene og havde bevirket, at håndværksfaget havde fået trangere kår da de industrifremstillede varer konkurrerede ret så markant på prisen. Alligevel valgte Svidt at ernære sig ved skomagerhåndteringen.  

 Alfred Andersen Svidt, som var hans fulde navn, var født 1888 på Bredstrup Mark i Gammelsogn, Randers Amt. Hans far var fiskehandler og Alfred Andersen Svidt arbejdede i sine unge år inden for denne branche. Nogen tid arbejdede han også som fiskesorterer i Grenå.

 1910 er han nedsat som fiskehandler i Ringe på Fyn. Han gifter sig samme år i Ringe Kirke med Karoline Kirstine Nielsen fra Rynkeby, og flytter efterfølgende lidt frem og tilbage mellem Grenå og Fyn.

 Hvornår Alfred Andersen Svidt bosatte sig i Faaborg ved jeg ikke noget om. Men ved folketællingen 1925 for Faaborg By, ses han boende på Østerbrogade med hustru og fire børn og virker da som skomager med værksted i nr. 4. At han måske har set muligheder indenfor fiskeri eller handel med fisk, er ikke utænkeligt. Det kan være dét, som har motiveret ham til at flytte til byen. Faaborg var jo et oplagt sted at søge hen lige netop efter denne beskæftigelse og han virker da også som fiskehandler i begyndelsen af hans tid i byen, men det bliver altså ved skomagerhåndteringen han tjener til livets ophold for sig og sin familie.

 Det er den gamle skomager Svith med det lille værksted på Østerbrogade 4 – på hjørnet af Gasværksgade – som jeg husker. Om han havde taget en uddannelse som skomager ved jeg ikke, men jeg ved at han lavede en gedigen forsåling, flikkede sko og støvler på bedste vis og var ordentlig og redelig med sit arbejde så vidt som han også var det med sin gøren og laden i al almindelighed.

Det er den gamle skomager Svidt som ind imellem trænger sig på i min erindring om min barndoms gade og som får mig til mig tænke på den gamle skomager Gepetto uden dog at der drages egentlig sammenligninger – Ser ham for mig og kan næsten endnu dufte hans lille værksted som lå dernede tæt ved hjørnet af Østerbrogade og Gasværksgade. Siden kom Asger Børre til at bo i huset, men det er en anden historie…