Flatus Lutia

I begyndelsen af 1980’erne søgte man fra politisk hold at vise lidt godwill til trafiksikkerheden.

De bilister som anskaffede sig biler i “trafiksikre” farver fik et mindre nedslag i afgiften. Da jeg på det tidspunkt havde besluttet mig for at udskifte den gamle blå folkevogn til fordel for den signalgule Ford Escort, så kom jeg altså i pulje med de bilejere, som fik  del i nedslag i afgiften.

At den motorbåd jeg på samme tidspunkt byggede i glasfiber også blev gul, var nu alligevel ikke så tilfældig, og gav ikke nedslag i afgiften. Jeg havde valgt, at båden skulle have lige præcis den gule farve og at rælingen skulle være brun. Jeg havde set en nybygget katamaran med de to farver, på et bådeværft i Kolding, og det syntes jeg så rigtig godt ud.

Så da jeg bookede mig ind på et mindre værft i Føns og lejede forme og plads og tid til støbning, da var bådens farve bestemt.  Iøvrigt pudsigt når man støber en glasfiberbåd, så starter man med at påsmøre bådens farve indvendigt i formene – eller man kan sige, at man starter med at male båden.

Jeg byggede så på båden gennem nogen tid og havde undervejs nogle overvejelser med hensyn til hvad den skulle hedde og hvordan den skulle døbes. I lystbådehavnene i Strib og Middelfart har jeg gennem tiden iagttaget både med navne, som uvægerligt fik associationerne til at strejfe ejerens fag, stilling eller familiemedlemmer. En båd hed Scabula (skulderblad). Det var kiropraktorens. En anden hed Lady Jacaranda (som er en gren af mahogny familien) – hvilket anstændigvis måtte antyde, at den var abteret med denne træsort. Det var den ikke. Der var anvendt laminat. En tredie båd hed Tena som er et pigenavn og vistnok også navnet på en gudine som har forbindelse til havet.

Forud for søsætningen blev båden så flyttet frem i indkørslen. Dér stod den, da jeg tog billedet. Min daværende genbo , Bent Brændegård Hansen som var vognmand, havde lovet at køre båden til søsætning. Båden blev så senere på dagen søsat i Eltins havn i Strib. Den blev døbt i en rød sodavand og fik navnet Flatus Lutia.

Min genbokone var forfærdet. Hun var datter af en fisker og mente, at det ville bringe ulykke hvis ikke båden blev døbt i champagne.

Flatus Lutia er latin og betyder ” Gul Fis”. Adskillige gange i den efterfølgende tid blev jeg af andre bådejere spurgt, hvad det dog var for et fint navn min båd havde og hvad det betød?. Så fik de forklaringen:

 “…Flatus er det latinske ord for at slippe en vind. Lutia er det latinske navn for farven gul i hunkøn. Da en båd anses for hunkøn, så skal det hedde Lutia. Hvis det var hankøn, så skulle det hedde Lutius. Da båden kun er 18 fod, så er det oplagt at den i nogle sammenhænge betragtes som lille: Altså Flatus Lutia er, i sammenhæng med min båd, synonymt med det danske udtryk Lille Gul Fis…”

Det var der bådejere som tyggede lidt på.