2 I Alfred Vigelsø's slægt/ Slægt

Vigelsø-drengene

“… Der sidder to drenge på et bord i solkrogen derhjemme på Øster Møllen – de hygger dem – det ses tydeligt.

Deres ældre søster var på den tid netop begyndt at interessere sig for fotografering. Hun så sine mindre søskende sidde på bordet, knipsede med kameraet og vupti var de foreviget.

Det er mere end 90 år siden at drengenes søster tog billedet og efterfølgende selv fremkaldte det.

Det er mere end 90 år siden drengene denne solrige sommerdag tilfældigvis sad på bordet.

Det er mere end 90 år siden to små faderløse drenge – Ernst og Alfred – sad på et bord og blev fotograferet af deres 16 årige søster.

 Og det nærmer sig 100 år siden at drengene som de første her i kongeriget blev døbt i Horne Kirke  med navnet Vigelsø.

Bekymringer fyldte ikke meget i drengenes bevidsthed ud over den almindelig fnidder, som der nu engang kan være mellem sådan et par knægte som hver især sporadisk og periodevis synes bedst om sig selv og sit.

Den yngste af drengene har ingen erindring om sin far. Den anden dreng husker. Drengenes far – Mølleren – døde et par år tidligere af en ondsindet blodforgiftning – han blev blot 42 år – og nu bor drengene så  alene med deres mor som driver sin mølle, Horne Øster Mølle, videre med fremmed hjælp.

Det er  først på sommeren og en ny ugift forpagter som hedder Rasmus Madsen er nylig blevet tilknyttet  møllen. Det vrimler med folk i dagligdagen  og det summer af travlhed og aktivitet på stedet. Møllekuskene, tjenestefolkene, de større søskende, onkler og tanter og bedsteforældre – der er nok til at forkæle drengene – og de bliver forkælet…”

Drengenes morfar, den aldrende 70 årige skomager Anders Wikkelsø, bliver deres patriarkalske forbillede og mentale nestor og specielt den yngste af brødrene knytter sig stærkt til sin morfar.

Derhjemme i mit barndomshjem talte vi søskende ofte om hvorvidt vores far – Møllerens Alfred – drengen i den lyse trøje – nogensinde overvandt sin forkælelse.  Gennem årene havde vi jo hørt så meget om, at Karen Cecilie passede godt på sine drenge…

Andre tekster

  • Ib
    14. december 2010 at 17:47

    Når et menneske dør, er det ikke kun to flittige hænder som går i stå, det er også et kærligt hjerte som stopper med at slå, og et hjem som opløses.
    Et livsværk som har rummet højtidsdage, mærkedage, glæder og sorger og opbyggeligt samvær forsvinder og fortaber sig, hvis ingen viser omsorg for at bevare muligheden for at noget kan overleveres…

    Karen Cecilie led store menneskelige, personlige og sociale tab i sit relative korte liv.
    Hun mistede hjerteblod da hendes yngste barn Asger i 1903 døde af hjernebetændelse, blot 9 måneder gammel.
    Hun mistede sin eneste søskende, da søsteren Sofie Katrine i 1909, blot 31 år gammel, døde af tuberkulose.
    Hendes hjerteven, livsledsager, ægtemand og hendes børns far mistede hun i 1914, da han blot var 42 år gammel.
    1926 mistede hun sin mor og i 1929 mistede hun sin ældste søn, Max, som døde af blindtarmsbetændelse og kun blev 29 år gammel.
    Året efter – i 1930 – mistede hun sin svigerdatter som ikke kunne klare savnet af hendes nyligt afdøde mand og derfor valgte livet fra.
    Samme år døde hendes far, Anders Wikkelsø – ganske vist mæt af dage og plaget af senilitet.
    Et barnebarn, Lili Hansen født 1931 i Svanninge, mistede hun kontakt med.
    Og ikke at forglemme så hun sit og Niels Andreas’ livsværk, Horne Øster Mølle – ved efterfølgernes forsøg på tidssvarende og tilpassende dispositioner – at reducere møllen til en foderstofforretning.

    Midt i det hele forblev hun – vores farmor, Karen Cecilie Wikkelsø – viljestærk, beslutsom, indsigtsfuld, loyal og tro mod sig selv, sine omgivelser og egne værdier.
    Som 38-årig blev hun enke med fire børn.
    Som selvstændig erhvervsdrivende valgte hun at fortsætte møllerforretningens drift og som egenrådig chef for virksomheden ansatte hun folk til at varetage forskellige ansvarsområder.
    Hun disponerede kortsigtet og langtsigtet, planlagde målsætninger, udarbejdede budgetter, lavede regnskaber og førte korrespondance med kunder viden om og så valgte hun at forblive i sin enkestand.
    Omkring 1920 solgte hun møllen. Der var kommet nye tider for mølledrift og det faktum tog hun ad notam.

    Den 19. december – kort før Jul 1933 – døde hun af en blodprop.
    Om få dage er det 77 år siden.

    Et stærkt minde spandt hun om sig for efterslægten.

    Min far var meget påvirket af de tragiske dødsfald i familien og han var mærket af sorgen og savnet og det uforståelige og udefinerlige i højere magters indgriben – eller mangel på samme – helt frem til hans egen dødsdag.

    Trods medicinske fremskridt, penicillinets opfindelse og lægefaglige landvindinger, havde han alle dage sin skepsis i behold for hvorvidt helbredelse ved sygdomstilfælde var inden for rækkevidde.

    Religiøse anfægtelser havde han aldrig, men følte ind imellem livets forgængelighed som en ubærlig, uretfærdig og uforståelig tragedie.

    Han holdt meget af sin oprindelse. Talte meget derom og var stærkt motiveret for, at vi – hans børn – måtte opnå både sympati, forståelse og indsigt i slægten som for ham betød så meget.

    In memoriam.

  • Lilian Vigelsø
    14. december 2010 at 16:14

    Jeg er meget rørt. (gåsehud).
    Jeg har aldrig tænkt på, at din far var den første, der blev døbt Vigelsø.
    Og det er jo 100 år siden.
    To faderløse drenge på et bord.
    Det var godt Karen havde sine forældre, men de døde jo , (Max også ) derefter var det meget svært for hende, fortalte min far.