Min bror har fødselsdag i dag.
Den 5. januar 1941 blev han, som den fjerde i søskendeflokken, født i middelalderbyen med de røde tegltage derhjemme på Sydfyn. Hans første bopæl var Vestergade 29 hvor han blev hjemmedøbt den 9. marts 1941 af Provst Madsen.
Hans dåb blev sidenhen confirmeret i Helligåndskirken den 24. august 1946 hvor også to af hans yngre søskende ved samme lejlighed blev døbt. Hans Gudmoder var mosteren, kontorassistent Inge Andersen. Hans mor stod ved siden og Fadder var morbroderen, Direktør Arne Rosendahl Andersen, Odense.
Per var blot en fem – seks år da hans fodboldsmæssige evner var klart iagttagelige og hvor de blev genstand for omgivelsernes bevågenhed. To genboer hjemme på vejen som var henholdsvis fodboldtræner og dommer, Arne Bonde og Richard Breum, tog ham med på deres cykler til træningsaftner og leverede ham tilbage ved gadedøren efter træningstid. En anden genbo som var freelance journalist, Oluf Joachim Bern kaldet “Ober”, skrev i lokalavisen om hans præstationer og scoringer og vores far saksede avisartikler og klippede og klistrede scrapbøger i den store stil.
Per påbegyndte sin skolegang i første klasse i året 1948 på Sundskolen og fuldbragte den på Mellem og Realskolen ved skoleårets afslutning i 1955 / 56. Trods evnerne rakte vidt, fulgte han familiens tradition for korte skoleuddannelser og afsluttede sin skolegang efter syv års obligatorisk undervisning.
I 12 års alderen “arvede” han byplads efter storebroderen, Niels (kaldet Issi) og som bydreng hos vaskerifrøknerne, Edith og Wedrova Schnabel , kørte han i et par års tid gader, veje og stræder tynde på den karakteristiske og let genkendelige røde vaskeribudcykel og som en pigernes ven blev han ofte opholdt undervejs.
Efter endt skolegang tjente Per i en periode hos Agerbruger Hans Adolf Hansen og hustruen Inga – på gården Casale, på Svendborgvej.
Per var til enhver tid levende interesseret i andre gøremål, men for det meste sparkede han til en bold ved enhver given lejlighed og på alle tider af døgnet. Derhjemme kunne vi om morgenen vågne ved en rytmisk dunkelyd. Så var han stået tidligt op og stod i spisestuen og skød en bold ind i væggens træpanel. Når vi i gyden bag haven derhjemme “dystede” med en bold og hvor det handlede om at score mål hos hinanden, stillede han sig ikke tilfred med ikke at score oftest og vinde matchen.
Hans talentfulde fodboldbegavelse og fightervilje var åbenlys og talentet bragte ham da også en plads som centerforward på juniorlandsholdet. Blandt mange var én af hans store forcer et hamrende hårdt og meget præcist venstrebensskud.
(Bageste række nr. tre fra højre)
I sæsonen op til 1960 spillede han sammen med sin bror Niels og det øvrige fodboldhold idrætsforeningen FB&IF’s hold i Fynsserien for første gang nogensinde i foreningens historie. Vel at bemærke før sindrige turneringer og liga’er var opfundet.
Allerede som 15-årig kom han i lære hos Slagtermester H. P. Skov og Søn i Vester Aaby hvor han relativt hurtigt fik til opgave at varetage de daglige gøremål med slagtning, bearbejdelse af råvarer, pølsefabrikation, kundebetjening, vedligeholdelse af landture til omegnens beboere samt opkøb af slagtedyr.
Per var den tredie ud af fire brødre i søskendeflokken som gennemførte denne uddannelse. Flirtede også lidt med tanken om at blive revisor, men lod det blive derved.
Sidenhen var han beskæftiget i forretning i andre byer hvor han fortsatte sin fodboldkarriere. Han var også beskæftiget med salg af kød en gros og kørte land og rige rundt til såvel faste som potentielle kunder.
Per fungerede i en lang årrække som succesfuld spillende fodboldtræner, matematisk tænkende og udpræget konkurrenceorienteret og med en vel udviklet flair for spilfordeling og taktiske indfaldsvinkler.
Bosatte sig i en lejebolig i Svendborg.
Giftede sig med Hanne med hvem han fik to børn – Jan og Lene. Købte hus på Tåsinge. Byggede sidenhen hus i Svendborg og købte sideløbende en lystejendom på en ø. Brugte en del tid på og med sin motorbåd. Fiskede og nød godt af naturens overflod. Ind imellem blev det også til en hjemmeslagtning når tid og lejlighed bød sig.
I en dynamisk kultur er bevægelige og omskiftelige eksistenser og forandringer nødvendige parametre i en dagligdag. For Hanne og Per kom også forandringer ind i hverdage. Efter en række gode år med medgang kom der modgang og de besluttede at reviderede deres fælles ægteskabelige status og afhændede deres faste ejendom hvorefter de så gik hver til sit.
Per flyttede tilbage til fødebyen og fandt bolig dér.
Han tilpassede sine aktiviteter et adstadigt og overskueligt tempo – en disposition han fortsat drager åbenlyse fordele af.
En begivenhedsrig og markant tid er forløbet. Årene er gået. Nu træder han de uransagelige veje hvor han i sin tid trådte sine barnesko og interessen for fodbold og sport i al almindelighed, er uforandret og giver fortsat et utal af gode og spændende oplevelser. I dagligdagen følger han børn og børnebørns liv og færden med udelt interesse og nyder godt af at have en del af sin nære familie i nærheden.
I dag den 5. januar 2011 fylder han så halvfjerds år. Dagen markeres sammen med de nærmeste i familien hvor søstrene Grethe og Kirsten og svogeren Bjarne varter op og sidst på ugen fejres han så i familiens skød på behørig vis med sammenkomst, fest, spisning og familiært nærvær og samhørighed.
Stort og varmt Tillykke med dagen og de bedste ønsker for tiden fremover