Particulier

 

Jeg er en årgang 1943. Min erhvervsaktive karriere startede i 1957 og blev ved eget valg bragt til ophør i 2003.

Jeg var altså 60 år da jeg valgte at forlade arbejdsmarkedet.

Beslutningen blev taget i sidste øjeblik – et par måneder inden jeg stoppede. Mentalt var jeg blot et par år tidligere slet ikke færdig med at arbejde eller være aktivt beskæftiget. Forberedelserne op til beslutningen om at stoppe var grundige. Da jeg valgte at stoppe med mit faste job var det for det første fordi jeg havde muligheden for at vælge og efterfølgende stå frit og for det andet fordi det almindelige syn på aldrende ansatte ved årtusindskiftet havde taget en kedelig og uværdig drejning. Og så var jeg jo fortsat usvækket fascineret af mit livs muligheder.

Så min fremtidige udfordring gik ud på, “at gå på efterløn” og at påbegynde en aktivt fuldtids seniorliv.

Kunne jeg så ikke ha’ fortsat på arbejdsmarkedet? – Jo, men det gjorde jeg ikke. Var jeg nedslidt – Nej, det syntes jeg ikke selv.

Hvorfor så gå på efterløn?

Fordi jeg ville have noget ud af alle de mange penge jeg i årenes løb havde indbetalt til både det ene og det andet og fordi jeg ville have noget ud af al den løntilbageholdenhed jeg som tjenestemand i en lang årrække havde praktiseret.

Hvorfor skulle jeg egentlig påtage mig at være dummere end som så mange andre i dette samfund som målrettet drager fordel af investeringer og afkast?

Jeg hører blandt de heldige som har et godt og solidt helbred. Blandt de relativt få som stort set aldrig har været plaget med sygedage og sygefravær. En lang række af kolleger og andre jeg kender og har kendt, har ikke været lige så heldige. For dem er efterlønnen en god betingelse for et fortsat menneskeværdigt og ikke mindst arbejdsfrit liv.

Debatten om efterløn er på sin plads – måske endda tiltrængt, men afskaffelse fuldt og helt er ikke et menneskeværdigt mål i sig selv.

Da jeg var ung, var jeg helt ærlig ikke objektivt i stand til at vurdere hvilken fysisk habitus jeg ville være i besiddelse af efter 40 – 45 års fuldtidsarbejde. Min forestillingsevne og tro på rækkevidden i egen vurderingsevne ville dog sikkert ikke afholde mig fra at give mit besyv med. Stod det til mit frie valg, så ville jeg være evig ung og arbejdsduelig i al fremtid og så ville jeg med mit ungdommelige klartsyn skue lige durch igennem enhver dunkel forhindring.

Nu er jeg gammel og  har mulighed for at  se tilbage over mange års aktiv indsats på arbejdsmarkedet – det gør unægtelig en væsentlig forskel.

En modernisering af efterlønnen så den kan gøre sin fortsatte virkning i en “tidssvarende tilpasset udgave” er vel den vej man nu bør sigte.