At rejse…

Fra tid til anden gennemgår jeg de dokumenter min mor efterlod sig. I den forbindelse er der med mellemrum ting,  jeg støder på, som jeg tilbagevendende dvæler lidt længere ved, end jeg gør ved andre ting.

Blandt min mors efterladte effekter, er også fire eksemplarer af distriktbladet “Torsdagsavisen” fra Faaborg. Sirligt  og omhyggeligt foldet sammen og anbragt i en A4 kuvert.

Hvorfor har hun dog gemt dem? Jo – det er såmænd enkelt nok. Hun var af Ældre Sagen, sammen med en herre fra Håstrup ved navn Poul Ellegård, blevet udtrukket til at deltage i en rejse til Costa Del Sol med alt betalt. Og i den anledning kom de begge i Torsdagsavisen.

Min mor havde som 69 årig aldrig været udenlands og heller aldrig været oppe at flyve. Stor var da også  glæden og forventningerne, da hun i uge 1 i 1987 fik overrakt “sin ekstra julegave” af  Torsdagsavisens redaktør Steen J. Outzen.

Bag historien ligger  den medvirkende omstændighed, at mine to søstre, Kirsten og Grethe, havde indstillet vores mor til at deltage i en lodtrækning som var arrangeret af Landsforeningen Ældre Sagen, 50 danske distriktsblade og Tjæreborgrejser, som i samarbejde havde besluttet at sende 100 pensionister fra hele landet på deres livs første udenlandsrejse.

Min mor og Poul Ellegård fra Håstrup blev da ved udtrækning  Torsdagsavisens repræsentanter på rejsen.

Med denne tur var hun så for første gang i hendes liv udenlands. For første gang oppe at flyve og for første gang under fjerne solfyldte himmelstrøg.

Opildnet af sin første rejse til Spaniens Costa Del Sol, fik hun smag og interesse for rejser. I de efterfølgende år foretog hun så yderligere en hel del udenlandsrejser – alle sponsoreret af hendes otte børn.

Hun rejste, hun oplevede og hun sansede og samlede indtryk.  Historiske begivenheder, bygningsværkers storslåethed, naturens mangfoldige forskellighed, folkeslags særpræg og gastronomiske specialiteter og ikke mindst indgåede rejsebekendtskaber, berettede hun om med stor entusiasme og begejstring, når hun derhjemme sad og samlede sine oplevelser og alle indtrykkene i korte fortællinger til den nære familie, som beredvilligt og opmærksomt lagde øre til.

At hun på sine gamle dage fik et kærligt øje til sin første rejsefælle, Poul Ellegård, var hun lidt mere blufærdig og tilbageholdende at berette åbenlyst om. Vi fornemmede dog amorinernes stille svæv og frydede os i fuldt forståelse og ærbødig respekt.

Med mellemrum sidder jeg så nu og “bladrer” i hendes rejseminder og kan tydelig både se og fornemme hvor meget de rejser hun foretog – efter et langt, slidsomt, selvopofrende og sparsommeligt liv – kom til at betyde for hende.

Når hun rejste iagttog hun fascineret landskabernes grænser og stjernernes højder. Hun sendte blikke mod bjergkæders massive tinder og katedralers himmelstræbende tårne og spir, skuede ud over vindsuste palmeplantager, duftende appelsin -og olivenlunde og kridhvide sandstrande ved et azurblåt hav og hun lod sig betage af den nedgående sols dybe røde glød…

Det var hendes to døtres spontane initiativ som satte noget i gang.