Den eneste

Ud af en søskendeflok på otte – tre piger og fem drenge, var du den eneste som blev soldat – ved fodfolket forstås – den eneste i søskendeflokken som fik streg på ærmet – befalingsmand forstås. Den eneste i søskendeflokken der blev underlagt øvelsesture på den jyske hede og hen over den fede fynske muld. Den eneste som lod dig beruse af frydefulde gys ved natlige mønstringer og udkald, taktfaste stroppeture og vagter og pibninger af grej og tilbehør.  Den eneste af søskendeflokken, som derhjemme kokkererede varm kartoffelsalat, som kun en soldat kan lave den. Den eneste i søskendeflokken som i en periode ikke ville gå med opsmøgede skjorteærmer. Og så var du den eneste som lærte mig at pudse mine sko i svangen – hvad jeg har gjort lige siden, fordi jeg fortsat synes det er sejt.

Nå ja, så var du også den eneste i søskendeflokken som engang lokkede mig til at stikke en pind i et hvepsebo, hvorefter du sporanstrengt tog den i fuld firspring hen ad klintestien, vel vidende at noget var under opsejling.

I dag har du, fodboldspilleren, pølsemageren, soldaten, familiefaderen, morfaren og farfaren, svigerfaren, postbuddet, kajakbyggeren med de umiskendelige evner udi grønlændervendinger, røgemesteren, golfspilleren og bysbarnet i den gamle middelalderby – min bror NMH – fødselsdag.

  Tempus fugit – tiden iler, siger man. Carpe diem – grib nuet, siger man også. I forvisningen om, at slig håndtering  af den på bjerget til enhver tid gældende latin, er du selv herre over,  skal herfra lyde et stort, velplaceret tillykke med de bedste ønsker for dagen og vejen og for fremtidige gøremål og habitus, til en offervillig, viljestærk, uselvisk og målrettet mand i sin bedste alder.