Kigger eftertænksomt på naboens bøgetræ og mindes gamle dage derhjemme i klinteparken, når gartnerne havde revet nedfaldne blade sammen i enorme bunker og havde placeret bunkerne forskellige steder i parken.
En sådan mega stor bladbunke, den tændte uvægerligt noget i urinstinktet i en halvstor dreng. Næsten intet i denne verden kunne en efterårsdag være mere intenst spændende end at bææælse hujende rundt i en stor bladbunke som en kort stund ragede en meters penge op i luften.
Husker ikke lige hvor mange bladbunker jeg i sådan en løvfaldsbladbunkerus har spredt for alle vinde eller jævnet med jorden. Men det er nogle stykker.
Der blev eksempelvis hvert efterår samlet en stor bunke ved det store bøgetræ ved den lille sø kaldet Hellig Kors Kilde i parkens vestlige ende. Den bladbunke stod – uvist af hvilken grund – altid først for tur.
Kors hvor blev man i øvrigt beskidt over det hele og ikke mindst i håret af sådan et bladbunkebad.
Blev beskidte – det gjorde vi for øvrigt også, når vi gravede store dybe huller hjemme i haven og lavede jordhuler i dem. Eller når vi holdt rådslagning i ”høvdingehønsehuset” – drev hønsene ud og så sad og rodede rundt i den ikke helt rene halm. Eller når vi lå oppe på hønsehustaget en varm sommerdag og læste eller fortalte historier for hinanden, og tagpappets tjære havde skiftet konsistens og smittede af på alt, det kom i berøring med.
Nu er Sommerrestauranten Klinten med den tilhørende park så ikke mere som den var engang. Har også kun haft navnet Klinten siden 1936. Det gamle hønsehus derhjemme i baghaven eksisterer ikke længere. Det var min storebror som i 1950 købte de tyve hvide italienere som befolkede hønsehus og hønsegård. Jordhulerne er kastet til med jord og den hyppige hårvask er indstillet. Bladbunkerne i klinteparken er kørt væk og for længst formuldede og genanvendt som kompost.
Ting har haft deres tid. Er blevet til historisk hændelse. De gamle er begravede og ligger for tid og evighed under mulde tæt på det sted, hvor de levede deres liv og hvor de opdrog en stor flok unger.
Det hele synes med tiden at være langt væk fra hvad det var engang.
Skæver til naboens bøgetræ.
Pudsigt at vinteren bliver streng, hvis ikke bladene er blæst af træerne inden Alle Helgens Dag – den dag hvor vi pr. kristen tradition mindes de som var (og det som skete).
Lige nu er det så midsommer og hækkene venter på den årlige klipning og studsning.
:
Tekster med relateret indhold
Powered by Contextual Related Posts
