Fasanens flugt

Den dag cyklede jeg turen rundt her hvor jeg bor og slog også en tur rundt i nabosognet.

Ved en bakke umiddelbart efter et tomatgartneri brager det pludselig løs med skud fra jagtgeværer inde bag et levende hegn på min venstre side. Opildnende råb giver genlyd mellem træerne og hundeglam fortæller, at der nok er tale om en jagt med “støvere og stående hund”.

Da jeg kommer forbi hegnet og får frit udsyn mod vest  ind over marken, ser jeg tolv koncentrerede jægere stå i en stor rundkreds omkring en bevoksning med træer og krat. Alle står de med skudklare jagtgeværer i hænderne. Hundene er sendt ind i bevoksningen og støver rundt for at jage agerhøns, fasaner og andet vildt ud fra deres gemmested.

En fasan letter og giver forskrækkede lyde fra sig og stiger så pludselig i en stejl kurve. Helvede bryder løs som ved et maskingeværs skratten. Fasanen slipper gu’hjælpemig igennen krydsilden, og gogger højlydt forskrækket med sine nok så karakteristiske fasangoggelyde.

Et stykke derfra lander den på en mark og spankulerer forpustet og skidvigtig rundt med højt løftede fasanben med spidse ”riddersporer” og strittende tæer og måske priser den sig lykkelig over at have sin oprindelse som skovfugl  i kinesiens land hvor engang nattergalen sang for kejseren og hans datter.
På den asfalterede vej holder en traktor parkeret i højre side af vejen med fronten i kørselsretningen, den har efterspændt en overdækket mandskabsvogn med med bænkerader i siderne.

Mon fasankokken – for det var netop en kok som slap med skrækken og livet i behold – nu går rundt med et eller flere hagl hvor fjerpragten er længst?
Tænker på jægeren der spurgte en nybegynder: “Hvorfor må man ikke skyde en hare i sædet”? – Jo, svarede nybegynderen, så kan den jo ikke gå bagefter!