Godt håndværk

Egentlig var min tiptiptip-oldefar, Jürgen Daniel Guhl, som blev født 1720, slet ikke indvandrer. Han kom blot sydfra. Velsagtens efter opfordring og gode ord om lovende muligheder for en vel uddannet mand udi håndværk.

Om den påstand ved vi dog ikke med sikkerhed, men historiens gang lader os ihvertfald fornemme…

De tyske købstæders håndværksmæssige standard, var noget længere fremme i udviklingen, end de danske. Dansk håndværk led stærkt under mangelen på håndværksmæssigt godt udført arbejde. Flere af de danske købstæders bystyrere revsede deres lokale håndværkere for ”slet udført arbejde”,  og søgte i Kiel og Hamburg efter dygtige håndværkere, der kunne være med til at højne og styrke det danske niveau.

 Efter den sidste store brand i Faaborg by den 4. oktober 1728, hvor en trediedel af byens stråtækte gårde og huse brændte ned til grunden på mindre end to timer, led mange indbyggere svære økonomiske tab. Nogle af byens håndværksmestre formåede ikke at genskabe deres forretninger og værksteder igen efter branden, og måtte ernære sig som svende eller daglejere. De for hånden værende pengeudlånere, adel og godsejere, havde nok at gøre med at låne penge til de af byens storkøbmænd, der var berørt af branden. Pengeudlånere fra Kiel og Hamburg havde allerede store summer tilgode, både for udlån og for leverede varer. For den mindre håndværksmester var mulighederne for at begynde forfra, efter en alt fortærende brand, en næsten uoverkommelig opgave.

Til hjælp ved genopbygningen af byens huse, fik de nødstedte borgere, ved kongelig bevilling, i en lang periode skatte –og toldfrihed ved indførsel af byggematerialer. De økonomiske eftervirkninger af branden prægede dog fortsat byen i mange år fremover, og mange af byens håndværksmestre kom aldrig i gang igen.

 Faaborg By var, lige som andre byer i landet, i flere og lange perioder en meget fattig by, hvis velstand og handelsliv var stærkt præget af den jævne indbyggers stærke overtro, regulære slaphed, brændevinsdrikkeri, uro og gadeuorden og manglende engagement i byens ve og vel. Vejenes brobelægning var i en dårlig stand, skidtet flød i gaderne og truede sundheden, løse hunde, svin og fjerkræ drev uhindret rundt i byens gader og rodede i skarndyngerne.  Den generelle sundhedstilstand blev vedligeholdt med urteafkog, åreladning, påsætning af  blodsugende igler, rødvin, krydderier og alskens andre gode påfund.  Byens første egentlige apothek blev først oprettet 1737 og urtemedicinen blev dyrket og plukket på den nærliggende strandtoft. Borgerne havde ikke midler til at betale for apothekets varer og tyede fortsat til at benytte barbereren og bartskæreren. Bystyret ansatte en districhtkirurg, der klagede over at byens indbyggere ikke havde evne til at betale for behandling, bystyret klagede tilbage over ikke at have de nødvendige midler til at afholde udgifterne hertil. Brandinspektøren klagede over dårligt materiel, håndværkerne gjorde sig til over de personer der undlod at løse borgerbrev (næringsbrev), fordi udgifterne hertil var for høje. Befolkningen var ikke utilbøjelig til at bidrage til fattigkassen, men havde ikke overskydende midler hertil – alle klagede på én eller anden måde – måske blot fordi ”det gjorde man nu engang”.

Mange af tidens afgifter medførte en del lyssky affærer. Smugleri og handel uden om skatter og afgifter, hørte til dagens orden og store mængder varer blev løftet over bygærdet ved Grønnegade om natten, eller på anden vis listet uden om byportene i ly af mørket.  På kysterne blev der anlagt mindre anløbsbroer til afskibning af  korn, kvæg og grise, broer der også blev benyttet af bønderne fra de omkringliggende øer til den modsatte trafik.

Og oven i alt dette, led byens borgere under byrder forbundet med skiftende indkvarteringer af soldater, der skulle have kost og logi, hvis udgifter der ikke var nogen form for kompensation for.

… Det var til denne by min tiptiptip-oldefar Jürgen Daniel Guhl kom og det var i denne by’s kirke han 1756 giftede sig med Cathrine Rasmusdatter Braad. Det var i denne by han etablerede sig som selvstændig skomagermester med svende i sit brød og undlod at løse borgerbrev og som midaldrende frimester erhvervede yderligere tre matrikler i byens Østergade og efter mere end 25 års virke udvidede sin forretning som felbereder og skomagermester.