Røgsignaler

Mit indre billede af en indianerhøvding, er for det meste forbundet med, at han sidder med korslagte ben på et spraglet tæppe med vævninger af ørne, bisoner og andre af steppens vilde dyr og ryger den nok så berømmede fredspibe. Et par enkelte sug og han rækker piben langsomt, velovervejet og nærmest ceremonielt videre til en anden person, som sidder over for med korslagte ben…

 Som passioneret piberyger sanser man den fortættede intensitet som er forbundet med en sådan situation – at få piben stoppet korrekt, at få tændt en perfekt glød og at dufte tobakkens liflige nuancer og at se røgen rejse sig stille i en tynd sølvgrå søjle.

Det er ophøjet nydelse.

 Mine to pibesamlinger er nu foræret væk. Jeg er blevet ikke-ryger. Men har man først én gang oplevet at være passioneret piberyger, så har man det i blodet.

 

Indianeren på billedet erhvervede jeg, i 13-års alderen, i 1956. Jeg købte den af en skolekammerats lillebror for seks cigaretter. Hans far havde fundet indianeren på lossepladsen og var ikke selv interesseret i den.

Indianeren var lavet som ”røgsluger” og fungerede ved, at man kunne hælde en væske ind i et hulrum og ved væskens langsomme fordampning, var det så hensigten, at den dårlige røglugt i rummet skulle elimineres.

 Dengang var jeg egentlig ikke særlig interesseret i indianeren som røgsluger. Jeg var blot optaget af, at jeg syntes den var flot.

 I årene op til jeg fyldte halvtreds, sad jeg ofte og røg mangen en ”fredspibe” sammen med min genbo, Jørgen Lund Hansen. Under disse rygeseancer var vi ikke blot enige om aldrig at holde op med at ryge. Vi var også enige om, at et ordentligt mandfolk måtte have sig en jagtkniv. Opildnet af vores mandesnak, lavede Jørgen så en jagtkniv, som jeg fik foræret,  af ham og hans Fru Rosa, til min 50-års fødselsdag.

 Knivens blad er håndsmedet efter en meget gammel metode af  Smed Thomas Nørgaard. Skæftet er roden fra træsorten Brouyére som er indlagt med nysølv og kunstrav, sidenhen sandblæst hos pibemagerfirmaet Stanwell og efterfølgende overfladebehandlet i kogende bivoks.

Skeden er syet af naturgarvet rensdyrskind og snoningerne bearbejdet med bivoks og monteret med glasperler. (Knivmager: JLH 1993)