Gallus Gallus og Guhl

På væggen i mit arbejdsværelse hænger et ikke særlig prangende billede af en hane. Udført i akvarel af kunstneren Else Hinke.  Billedet er en foræring og egentlig skal motivet ikke tillægges nogen symbolværdi i denne sammenhæng.

Den latinske betegnelse for racen er Gallus Gallus og oprindelig var den en junglefugl.

Dér opstår så alligevel en symbolbetydning ved, at jeg ser nogle sammenlignelige parametre ved navnet Gallus Gallus og et navn i slægten som gennem tiderne er stavet meget forskelligt, men som indikerer ét og samme slægtsnavn – Gouel, Goul, Guul, Gull, Guhl (Se Alfred’s anetavle nr. 13 og 26). Ifølge gamle skrifter er navnet udledt af den lyd som hanen frembragte. Gengivet i tale med stedets dialekt blev lyden til  navnet Guhl.

Den første i slægten herhjemme, som vi med sikkerhed ved noget om og som bærer navnet, skriver sig som Guhl. I kirkebøger og offentlige dokumenter skrives navnet forskelligt som nævnt overfor. Nogen retstavning fandtes ikke.

Guhl’ erne førte eget våbenskjold hvorpå man ser en hane – det ved vi. Ikke en hvilken som helst hane, men en kamphane, højt galende, med opspilet næb, kampberedt og med løftede sporer.

I Norden var hanen et opstandelsessymbol. Den var symbol på årvågenhed og den var dæmonernes fjende.  Den bortjog ondskab og mørke magter og så varslede den en ny dags begyndelse. Til andre tider og i andre verdensdele indtog hanen så også mange forskellige andre symbolik’er – religiøse og profane.

Den røde hane har én symbolik i forbindelse med ildebrand. Den sorte hane har en anden symbolik i forbindelse med djævlen. Den Galliske hane har så en helt tredie symbolik.

 I dag siger man: ”Hanen galede” – tidligere sagde man ”hanen gol”.  Uden at foregribe begivenhedernes gang med navnet Guhl, Goul, Guul, Gull, Gaulois o.a. og udtrykket Gallus, så kan man ikke umiddelbart udelukke den tanke, at der kan være sket et sammenfald af dialektale diftonger og fonemer med et ændret udtryk eller ændret navn til følge – men hvor indholdet dog må have forblevet det samme.

Sct. Gallen i det nordlige Schweiz kan takke den irske vandremunk Gallus for sin grundlæggelse og sit navn. Efter et ophold ved Bodensøen i Schweiz slog Gallus sig ned – i år 612 – i Steinachdalen for at leve som eneboer. Ca. 100 år senere opstod der i forbindelse med hans celle et kloster og senere igen byen Sct. Gallen. Tidens Gallere (i Sct. Gallen) var ifølge historieskrivere altså Keltere og der taltes dengang med stor sandsynlighed keltisk og Den Galliske Hane antages at have været Gallernes bannermærke.

Den mundtlige overlevering om  Guhl’erne i vores slægt, gik ud på, at de var indvandret til Danmark sydfra og at de var af adelig herkomst og at de førte eget våbenskjold og at reformationen skabte splittelser i slægten ved, at nogle blev reformerte og andre forblev katolikker. Vi er vidende om at slægten deltes ved at nogle flyttede og andre blev boende. Men fælles for dem var, at de måtte frasige sig gods og jordbesiddelser. En del kender vi til. En del er endnu ikke verificeret. Men – Guhl’erne i min slægt kom fra Steckborn ved grænsen nær Schweiz.