To af mine 16 tiptip oldeforældre.
Mads Hansen 1749 – 1788 og Maren Madsdatter 1748 –
(Se Alfred’s anetavle nr. 20 & 21)
Mads Hansen blev født i 1749. Han var søn af Hans Nielsen og Maren Madsdatter, der var gårdfolk i Bjerne, Horne Sogn på Fyn.
Hvad der i første omgang fik Mads til at vælge landbruget fra, ved vi ikke noget om. Størstedelen af landbefolkningens fysisk arbejdsduelige sønner blev landmænd. Det gjorde Mads ikke i første omgang.
Mads blev udlært urmager og som sådan boede og virkede han en tid i Faaborg By. Han byggede stueure og et af hans ure med påskriften Mads Hansen 1780 skulle efter sigende endnu være i god tjeneste hos en efterkommer af slægten. (note 1909 af Jørgen Milling).
Den 5. november 1788 giftede Mads Hansen sig i Horne Kirke med Maren Madsdatter.
Det ses af nogle gamle optegnelser, at Mads Hansen ved sit giftemål med Maren Madsdatter fik et ret anseeligt pengebeløb. Maren Madsdatter var datter af Mads Andersen og Karen Lauritzdatter som havde en gård der lå tæt ved Horne Kirke, matr. nr. 29. Faderen døde i juli måned 1789.
Maren Madsdatter manglede den rette førlighed i den ene arm. Hun havde to søskende. En søster, som hed Kirsten og som blev gift med mølleren i Horne Mølle, matr. 60 i Horne. Broderen som hed Anders Madsen, fik fødegården.
Mads får lyst til landbruget og opgiver urmageriet i Faaborg. Han køber en gård på 80 tdr. land i Brylle og flytter dertil i 1780. Gården, Raamosegaard, lå i byen. Bygningerne var gamle og Mads opfører nye på lodden. I et notat ses: ”… Jordernes udskiftning må altså på den tid have været udført der…”. Ved udskiftningen havde gården fået tildelt sin jordlod som var beliggende i landsbyen.
Mads Hansen og Maren Madsdatter fik fem børn. Deres første barn fødtes i Horne. De efterfølgende børn blev født i Brylle.
- Maren Madsdatter f. 1779 i Horne
- Karen Madsdatter f. 1781 i Brylle
- Hans Madsen f. 1783 i Brylle
- Mads Hansen f. 1785 i Brylle
- Anne Madsdatter
Efter at have bygget nye bygninger fik Mads lyst til at bygge en mølle og fik samlet nogle materialer dertil. Muligvis har lysten til at bygge mølle vundet i styrke ved henblik på hans ret velstillede svoger i Horne Mølle, men også ud fra den omstændighed, at Mads’ økonomiske situation ingenlunde var god. Gårdens jorder var af en mindre god beskaffenhed. Det fortælles at slægten i Horne måtte række dem en hjælpende hånd en gang imellem.
Mølleernæringen var dengang ikke fri og bønderne havde ikke frit valg med hensyn til hvilken mølle de ville anvende. Mads måtte foretage en rejse til København, for at skaffe kancelliets tilladelse til at rejse en mølle. Tilladelsen fik han. Efter rejsen var Mads en tur i Horne for at besøge nogle slægtninge. Han var også hos sin broder, Niels, i fødegården. Niels lå da i sengen og var syg. Han døde umiddelbart efter af sin sygdom.
Mads blev smittet og døde den 27. juni 1788 straks efter han kom hjem til Brylle. Mads blev blot 39 år. Sygdommen var, hvad man dengang kaldte springelsyge (tyfus). Møllebyggeriet blev opgivet og Mads Hansens enke, Maren Madsdatter, giftede sig med sin avlskarl, Thyge Hansen.
Thyge Hansen og Maren Madsdatter blev gift søndag den 7. november 1789 i Brylle Kirke. Thyge var fra egnen hvor de boede. Han havde en bror i Højme og en anden bror, David, var gårdmand i Bellinge. Der udover vides ikke noget om Thyges herkomst.
Thyge og Maren fik to fælles børn:
- Hans Thygesen der blev hjulmand og gift med sin mors broderdatter. De fik huset matr. nr. 90 i Horne.
- Maren Thygesdatter. Blev ikke gift men havde to døtre.
Det blev ingenlunde bedre da Thyge blev manden på gården. Først bortsolgtes en parcel og derefter hele gården. I året 1794 flyttede Thyge og Maren så til Horne.
Efter at Thyge og Maren kom til Horne, boede de nogen tid i Præstekjærgaarden, matr. nr. 23 i Horne, nu alderdomshjem. De fik så vistnok ved udskiftningen et hus med jord i fæste, matr. nr. 74, Horne Davsmose. Her døde Thyge og datteren Karen af første ægteskab fik huset.
- Nærværende indlæg støtter sig for en dels vedkommende til håndskrevne noter optegnet i maj måned 1906 af sognerådsformand Jørgen Milling.