En dagsløn på 66 øre

En dag i begyndelsen af november måned 1899, tog Ane Mette og Søren til byen for at få ring på. De havde kendt hinanden i nogen tid og havde så besluttet, at de ville forloves på Ane Mettes 19 års fødselsdag.
Den dag i byen så Ane Mette for første gang en cyklist der kørte med frihjul.

Ane Mette havde selv cykel. Hun var den første derhjemme i landsbyen som havde fået cykel.  En onkel havde foræret hende køretøjet. Cyklen havde ikke frihjul, så Ane Mette undgik ikke engang imellem , når farten blev for stor, at få nogle ordentlige knubs over benene.
Til at begynde med havde hun været lidt flov over, at der – når hun kom cyklende – blev råbt ”Der kommer Ane Mette på sin ridehest”. Men tilråbene havde fortaget sig efterhånden som man blev mere og mere bekendt med den cyklende pige.

Nu havde Ane Mette så – på sin 19 års fødselsdag i 1899 – for første gang set en cykel med frihjul og det gjorde unægtelig et stort indtryk på hende.

Ane Mette blev født i 1880 i en mindre landsby. Hele sit liv levede hun i den selvsamme lille landsby et sted ovre i Jylland.  I 1960 fyldt hun 80 år. Hun var da blandt landsbyens ældste og i forbindelse med fødselsdagen løfter hun en flig af hendes erindringer.

… Meget har forandret sig gennem de mange år – også respekten for mennesker, fortæller Ane Mette og husker tilbage til en tid hvor hun som ung tjente på en gård. En dag blev hun kastet af en hest i en kornmark og det eneste folkene bekymrede sig om ,var, at hesten endelig ikke kom til at træde kornet ned. Om den trådte på Ane Mette, gjorde ikke noget.

Arbejdsdagen var lang og hård. Fra en anden plads husker hun, at ejeren ved 6-tiden om aftenen råbte til folkene, at nu var det fyraften. Ane Mette havde aldrig hørt ordet før, så hun anede ikke hvad det betød.

Livet var lidt besværligere  end det er nu om stunder, fortæller hun. De unge farer jo af sted i biler og på knallerter.  Men når vi ville til bal dengang, måtte vi gå på vore ben.
Ane Mette har mange gange gået hjemmefra og til kroen, for at komme til bal, og hjem igen, når ballet var slut, og  hun regnede ikke en mils vej frem og tilbage for noget og så være på dansegulvet ind imellem, lige til den lyse morgen.
Kunne vi nå hjem og få en times søvn, inden vi skulle op og bestille noget, så var det udmærket, fortæller hun.

En skik i forbindelse med de baller, der holdtes på kroen – det var chokoladegilderne. Pigerne holdt ét chokoladegilde om året og indbød karlene til fest og karlene holdt to chokoladegilder og indbød pigerne og så kostede det aldrig pigerne noget, at komme til bal. Udgifterne var ikke ret store. Musikken bestod gerne af en harmonika eller, når det var særlig fint, af en violin og en fløjte.
Man tegnede sig på forhånd til chokoladegilderne, så man vidste, hvor meget der skulle købes ind, og så bagte kroen brødet dertil.

Spiritus blev der aldrig nydt til festerne. Ane Mette mindes ikke at kunne huske, at hun ved ballerne har set nogen beruset.
De mest populære danse var  Rheinlænder, Zweitritt og Mazurka med spjæt. Meget populær var også ”benet op”, som var en  egnskendt folkedans. En march som hed ”Ud i kampen den riddersmand drage” var også populær.
Med tiden kom så forskellige revymelodier til og så blev det dem, der var de efterspurgte…

Ane Mette var 21 år, da hun i 1901 giftede sig med  den to år ældre Søren.  De overtog Ane Mettes fars boelssted og drev det i henved 20 år. De købte sidenhen en større  ejendom – hvor de blev deres tid ud.
Egentlig var Ane Mette en hjemmets kvinde.  Hun passede dagens dont på gården og ikke gav sig ikke af med udadvendte opgaver.  Men en stor interesse for at nedskrive og fortælle sine erindringer om mange ting, havde hun.

Indtægterne var ikke store dengang, fortæller Ane Mette. Folk, der arbejdede på gårdene kunne tjene 66 øre om dagen plus kosten, men når et otte punds rugbrød kostede 32 øre, blev der ikke meget tilbage.
Ane Mette har kendt folk, hvor manden havde arbejde, men konen måtte ud at tigge, for at de kunne få til livets ophold. Udgifter til husleje var nok det mindste af det dengang. Tit boede sådanne mennesker i huse de selv havde bygget, som regel af kampesten og hvor det hele var meget primitivt og hvor bohavet blot bestod af nogle få ting. Bræddegulve kendte man ikke til sådanne steder. Gulvene var som regel stampet ler. Så sparede man også spytbakkerne, og kunne jo så bare spytte på gulvet.
Men de unge trivedes jo alligevel i disse fattige hjem, fortæller Ane Mette og viser bekymring for hvordan det dog skal gå med den næste generation, for det skal jo stadig være finere og finere. Nu skal de have tæpper på gulvene. Ja, de skal jo helst have dækket hele gulvet.
Hvad bliver det næste, spørger hun…

Tænker på Thomas Vejmand som jeg traf for en 35 – 40 års tid siden. Thomas var en mådeholdende, sparsommelig, ordentlig og redelig  mand. Som vejmand var han kommunalt ansat og havde på sin vis sit på det tørre. Boede i en mellemstor kommune og var kendt viden om i sognet. Han var gift og havde voksne børn. På et tidspunkt giver Thomas Vejmand udtryk for nogen “lettere forargelse” over sin voksne søns nye manerer, som – ifølge Thomas´ egen udlægning – gik ud på, at sønnen var blevet for “fin” til at drikke rødvin af sennepsglassene og var gået over til glas med stilk og havde anskaffet  kongeligt porcellæn og bestik af det pureste sølv. Hvad sku det dog ikke ende med.

Sandt nok – meget har forandret sig fra dengang til nu. Ikke mindst for de som synes at verden er gammel. Meget vil i den kommende tid forandre sig endu mere, for de som synes at verden er ung.
Interessant er det at iagttage, at man engang i dagens Danmark regnede “kroner i ører”.