Soldat i tid

 

Far, søn og sønnesøn – værnepligtige i hver deres tid, med og uden medaljer og distingtioner. Alle tre udskrevet til værnepligt i 3. udskrivningskreds 24. lægd, men tjeneste i hver deres bataljon.

Fra venstre: Mads Hansen 1835 – 1899. I midten: Niels Andreas Hansen 1872 – 1914 og tilhøjre: Max Møller Hansen 1900 – 1929.

Horne Folkemindesamling holdt åben hus idag. Blandt talrige andre besøgende, havde min kusine og jeg sat hinanden stævne for en opfølgende snak og udredning af vores fælles Horneslægt.
Kusinen kom fra den ene ende af Fyn. Jeg kom fra den anden ende af Fyn. Mødestedet var så aftalt til at være midtvejs, nemlig stedet hvor Horne Folkemindesamling har til huse og hvor der blev holdt åben hus.

Fire timers intensiv snak om fælles aner, deres liv, leben, sammenkomst og herkomst. Gennemgang af papirer, dokumenter og gulnede fotos og vupti lå de her tre generationers værnepligtige “Fynske Jenser” på bordet. Så var det, at hjertet svulmede lidt i brystet – flotte fyre var de og hvor er de genetiske fællestræk dog genkendelige.

Mads Hansen menig 367 ved 17 regiment, 7. Kompagni yderst til venstre (vores oldefar) blev indkaldt i 1864 til at gøre krigstjeneste i slaget om Sønderjylland. Mads, der var nygift gårdmand – gift tre måneder forinden – , indgik aftale med en “stillingsmand” til at stille for sig. Den almindelige værnepligt var ganske vist blevet indført i 1849 men det var fortsat i 1864 tilladt at indgå aftale om at lade sig “stille”, ved at betale en anden person for at gennemføre “pligten”.

Niels Andreas Hansen (vores farfar) var indkaldt i begyndelsen af 1890’erne med tjenested såvel  i Odense som  ved officersskolen i Nyborg. Niels blev sergeant og i hans skyttebog ser man, at han “erholdt  kendetegn”for at placere sig blandt fodfolkets bedste skytter. Niels gennemførte sin værnepligt i fredstid og ud over et ar på venstre lillefinger, havde han ingen synlige tegn på sårbarhed.

Max Møller Hansen (vores farbror) aftjente sin værnepligt med start i 1919 – Max’ soldatertid tog sin begyndelse to år efter 1. verdenskrigs afslutning. Max aftjente sin værnepligt –  ligesom faderen og bedstefaderen  – ved  fodfolket i det fynske.

Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til!
Just som kusinen og jeg sad og endevendte slægtsskabet, indfandt yderligere et slægtsmedlem sig – en lokalt boende halvkusine havde fundet vej til hjemstavnsarkivets lokaler. Så kom der yderligere viden, historie og kendskab om slægten  for dagens lys, denne dag i marts 2014.

Carpe Diem – Grib nuet.
Det var, hvad vi gjorde både planlagt og helt spontant. Dagens topscorere var oldefarens og bedstefarens værnepligter suppleret af kusinens medbragte billedmateriale.
At vi fik bragt frem i lyset, at vores fælles oldefar – 10 år tidligere havde aftjent sin værnepligt – var blevet indkaldt til gøre krigstjeneste i 1864 og at han de facto havde benyttet sig af en “stillingsmand”,  til at “stille” for at gøre krigstjeneste i eget sted,  det cementerede en ubekræftet anelse til en faktisk omstændighed.
Tanker om hvorvidt “stillingsmanden” overlevede krigshandlingerne melder sig spontant. En gennemgang af lister over de faldne i krigen om Sønderjylland indeholder ikke hans navn. Man finder dog optegnelser over stillingsmanden andet sted og ser, at han døde i marts måned 1873 af en lungebetændelse, ugift og 47 år gammel. Ingen døde altså i dette tilfælde, for at min oldefar, Mads Hansen, med genetisk pondus kunne videreføre sin slægt.

I år er det så 150 år siden min oldefar indgik en kontraktlig aftale med en Faaborgenser, om at Faaborggenseren stillede til krigstjeneste i oldefaderens sted.
Ordningen med “stillingsaftaler”  blev afskaffet fire år senere – i 1868.

” I må gerne skrive i gæstebogen”, blev der sagt. Det gjorde vi så. Inden vi skiltes, aftalte vi at mødes påny.
Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til!