FruJo og Overlæreren

Den lærer jeg gennem hele min skolegang kom til at holde mest af, boede jeg næsten dør om dør med derhjemme.

Blot tre huse længere henne ad vejen – helt op ad kirkegården – boede Fru Johansen med hendes overlærermand og deres dreng.

Fru Johansen var min klasselærer de første fire år jeg gik på Sundskolen. I daglig omtale blev hun kaldt FruJo. Når vi tiltalte hende direkte, sagde vi altid Fru Johansen.

FruJo var ikke særlig høj af statur, som jeg husker hende lidt spinkel af corpus, begyndende gråhåret, bar guldbriller og så havde hun hørerapparat på begge ører. Hun underviste med stor begejstring og iver og var tydeligvis glad for sit arbejde og de børn hun havde i sine klasser. Hun var meget entusiastisk,  engageret, rosende og anerkende i sin omgang med eleverne.

(Foto: Sundskolen, Faaborg – Elever har bygget en borg i sne på engen bag skolen)

Kunne FruJo rose med stor overbevisning, så kunne hun også skælde ud med massiv autoritet. Ganske vist talte hun i dagligdagen stille og blidt, men når hun kom i et andet lune, så kunne hun tale dunder så stemmen blev skinger og hænderne dirrede. Når hun var i den stemning, så skruede hun altid febrilsk på høreapparaterne. Anspændt famlede hun det permanentede hår væk fra ørerne og så skruede hun koncentreret, mens hun så fjernt frem for sig, næsten som var hun i færd med at stille ind på en anden kanal.

FruJo var min yndlingslærer. Nu næsten 60 år senere har den opfattelse ikke ændret sig.

FruJo’s overlærermand havde vi til sang. Han var overlærer og gik nærmest i folks bevidsthed for at være “skolens leder”. Han førte ordet ved samlinger og generelle orienteringer og ved morgensangen og så spillede han violin. Overlæreren var anderledes og mere striks end hustruen. Han var én af dem på skolen, som var mest rundhåndet med at uddele lussinger. Hændte det at vi sang forkert eller var “ude af takt”, så blev vi bedt om at stille os ved tavlen mens klassen gentog “syngestykket”.  Med to fingre tog overlæreren så et solidt tag i huden under øret med den ene hånd. Trådte et skridt tilbage – for ligesom at gøre plads til tilløbet –  og når der så var sunget frem til det sted, hvor den formastelige havde fejlet, så faldt overlærerens afstraffelse med stor træfsikkerhed – et kort, kraftig højrehånds svirp placeret i en 33 graders vinkel under det andet øre – en velplaceret, hvinende flad lussing som efterlod en kraftig sviende fornemmelse på kinden og et skarpt smæld i luften. Det var overlærerens speciale.  Det hændte, at han påtog sig ekstrajobs og drog rundt og afstraffede på nogle af skolefrøknernes bestillinger. Jo – overlæreren var en flink mand. Venlig, regelret, tjenstvillig, uselvisk og imødekommende. Altid klar når der manglede en fast hånd. Og så var Hr. Overlæreren da også spejderleder i sin fritid.

FruJo’s rigtige navn var Kirstine Sofie Schmidt. Hun var født 1903 i Kærum. Hendes overlærermand hed Christian Johansen. Han var født 1904 i Enemærket, Dreslette sogn. Deres dreng var født i 1941 på Langeland.

FruJo satte nogle umiskendelige spor i min skolegang. Hun drog hinsides i 1978. Hendes overlærermand mistede nogle år senere livet under en fisketur.