Jens Johansen Wichelsøe 1728 – 1791 gift med
Anne Margrethe Andersdatter 1722 – 1808
Jens Johansen Wichelsøe blev født 1728. Hans forældre var Johan Jensen og Anna Catharina Henriksdatter som var sysselsat som fæpassere på øen Wichelsøe. Jens Johansens far, Johan Jensen døde som ganske ung i 1731 og enken giftede sig igen og blev efterfølgende boende på øen til sin død i 1757.
Om Jens Johansen Wichelsøe vides ikke meget. Han flytter til Odense hvor han beskæftiger sig som matros på Odensekøbmændenes handelsskibe, men hvor han har boet og været beskæftiget inden da, et pt. uvist. I 1757 dør hans mor. Jens bliver da indkaldt til at deltage i skiftet efter moderen. Selv om han i skifteprotokolatet bliver betegnet som ungkarl, så ved vi dog, at han på dette tidspunkt var gift og havde børn og at han var bosiddende i Skibhusene ved Odense Fjord.
I 1754 gifter han sig i Sct. Hans Kirke med pigen Anne Margrethe Andersdatter og de bosætter dem i det tredje hus i Skibhusene ved Odense Fjord.
I Sct. Hans kirkebog ses: ”…Søndagen den 16. August 1754 havde ærlige og velagtede søfaringskarl Jens Johansen Wichelsøe trolove sig med ærlige og gudfrygtigen pige Anne Margrethe Andersdatter. Copulerede den 27. september 1754. Forlovere var efter loven Jacob Hansen i Skibhusene og hendes far Anders Rasmussen, samme sted…”.
Jens og Anne Margrethe’s børn:
Magdalene Jensdatter Wichelsøe blev født en søndag kl. 9 om formiddagen den 11. maj 1755 i Skibhusene Sct. Hans Sogn, Odense Herred og Amt. Ved dåben den 16. maj 1755 blev hun frembåren af Dorte Lars Knudsens og Cecil Mathiasen stod ved siden. Fadderne var: Matthias Jacobsen, Lars Knudsen og Frands Nielsen. Dåben foregik i Sct. Hans Kirke.
- Magdalene rejser til København og tjener dér til dagen og vejen og livets ophold. Hun synes at forblive ugift og barnløs.
Cathrine Jensdatter Wichelsøe blev født i Skibhusene torsdag den 9. september 1758 om eftermiddagen. Hun blev døbt i Sct. Hans Kirke dagen efter og det var Dorthe Pedersdatter som bar hende. Cecil Andersdatter stod ved siden. Fadderne var: Lars Knudsen, Matthias Jacobsen og Frands Nielsen.
- Cathrine tog til København. Giftede sig 1786 med enkemand Mads Christensen Krag som tjente til familiens underhold som Skrædder, Skoflikker, Arbejdsmand og Brandkarl. Cathrine og Mads bosatte dem i Studiestræde nr. 81 i den indre by i København og sammen fik de fire piger og to drenge.
Karen Jensdatter Wichelsøe blev født i Skibhusene fredag den 21. august 1761 klokken fem om morgenen. Hun blev holdt over dåben i Sct. Hans Kirke søndagen efter og det var Abigael Andersdatter som bar hende. Cathrina Andersdatter stod ved siden. Fadderne var: Jess Jessen, Mathias Jacobsen og hans Jacobsen.
- Karen døde 30 år gammel tirsdag den 5. juli 1791 i hjemmet hos forældrene.
- Hun blev begravet i 2. part jord den 9. juli på kirkegården ved Sct. Hans Kirke.
- 12 dage senere døde hendes far.
Johan Jensen Wichelsøe blev født i Skibhusene fredag den 17. august 1764 om eftermiddagen. To dage senere blev han døbt i Sct. Hans Kirke og det var Anna Cathrina Hansdatter som holdt ham over dåben. Maria Hansdatter stod ved siden. Fadderne var: Christian Hansen, Corfitz Hansen.
- Johan Jensen Wichelsøe var sømand og på et tidspunkt flytter han til Nykøbing Falster. Dér giftede han sig den 7. januar 1791 i Nykøbing Kirke med Bodil Rasmussen (f. 1756).
- I juli måned samme år dør hans far og moderen flytter derefter til Nykøbing for at bo hos sønnen og svigerdatteren.
- Johan og Bodil får tre fælles børn. Bodil Rasmussen dør 77 år gammel den 2. september 1833 og Johan Jensen Wichelsøe dør 74 år gammel den 6. februar 1863.
Anna Christina Jensdatter Wichelsøe blev født i Skibhusene den 8. marts 1767. Ved dåben i Sct. Hans Kirke var det Maria Larsdatter som bar hende og Kirsten Hansdatter stod ved siden. Fadderne var: Mathias Jacobsen, Rasmus Nielsen og Ole Hansen.
- Anna Christina flytter til københavn og gifter sig i Sct. Nikolai Kirke, den 2. oktober 1795 med Johan Georg Ponsaing som var født den 17. november 1755 i Faaborg på Sydfyn.
- Johan Georg tjener til livets ophold som silke og klædehandler og ses også optegnet som Galanterihandler.
- Anna Christina og Johan Georg får 7 børn som alle døbes i Sct. Petri Kirke i København.
Anders Jensen Wichelsøe blev født i Skibhusene mandag den 4. september 1769 klokken 11 om formiddagen. Ved dåben i Sct. Hans Kirke blev han båret af Birte Sofie Holms og det var Anna Sofie Christoffers som stod ved siden. Fadderne var: Gårdfæster Niels Krogh, Jørgen Thrane og Philip Johansen.
- Anders gifter sig i Sct. Hans Kirke den 4. februar 1795 med pigen Anna Cathrine Larsdatter og de får 11 børn hvoraf to var døde ved fødslen og en dør i to års alderen.
- Anders Jensen Wikkelsøe deltager i slaget på Reden den 2. april 1801.
- 1813 flytter han og familien til Horne på Sydfyn.
- Læs mere om Anders Jensen Wikkelsø – Klik på hans navn herover.
Jens Johansen Wichelsøe dør, 64 år gammel, den 17. juli 1791 og han bliver begravet fem dage senere i 2. part jord på kirkegården ved Sct. Hans Kirke, Sct. Hans Sogn, Odense Herred og Amt.
Anne Margrethe Andersdatter døde 86 år gammel den 25. januar 1808 i Nykøbing.
Sonia Holmegaard Brutti
30. december 2012 at 09:33Hej Ib
Tak for tilladelsen 🙂
Jo, Anders Jensen Wichelsøe’s 10. barn Christian Andersen Wichelsøe (træskomanden) gifter sig med Kirsten Andersdatter i 1842.
Med hende får han bl.a. Maren Christiansdatter Wikkelsøe (bemærk stavningen ændrer sig), som i 1869 gifter sig med Knud Madsen.
De to får en datter Maren Madsen i 1874 i Horne. Maren Madsen gifter sig med Niels Marius Hansen i Horne.
De to får i 1918 en søn Niels Alfred Hansen, som er far til min svigerfar Niels Jesper Hornegaard.
Som du kan se, så springer den lidt mellem spindesiden og herrerne, men en form for slægtning er han vel nok. Det er jo hans oldemor Maren Madsen som datter af en Wikkelsøe-kvinde.(Farmor-grenen)
Nu vil jeg så se lidt på hans farfars gren, hvis mor hed Stigsager/Stegeager…du ved hvordan det ændrer sig, og se hvor den fører mig hen….om det er en Horne-slægt eller noget helt nyt? Det er jo det der er så interessant.
Min egen slægt har jeg været på, men kun på min mors side, da min far er fra Italien.
Jeg lurer på din slægtsforskningskurser – tidsmæssigt lidt svære, da jeg er på arbejdsmarkedet….men måske en gang der kommer noget om aftenen eller i weekends?
Mange hilsner
Sonia – og rigtig godt nytår 🙂 🙂
Ib
29. december 2012 at 21:23Hej Sonia Holmegaard Brutti
Du skal såmænd være velkommen til at “bruge af persondata'” samt lave referencer med kildeangivelse til div. essaye’s om Wichelsøerne.
Hvordan hænger din svigerfars slægtsskab sammen med Jens Johansen Wichelsøe ?
Mvh. Ib Møller Hansen
Sonia Holmegaard Brutti
29. december 2012 at 20:16Kære Ib Møller Hansen.
Først og fremmest en stor ros for dit fantastiske slægtsarbejde vedr. Wichelsøe. Jeg “forsker” i min svigerfars aner, og se….Anders Jensen Wichelsøe er hans 3 x tipoldefar. Så du kan nok forstå, at jeg var taknemmelig og glad, da jeg fandt din blog. Jeg håber du vil give mig tilladelse til at “låne” nogle af dine oplysninger til vores lille hygge-forskning?
Venlig hilsen
Sonia Holmegaard Brutti