Tingsten

På en eng et sted her i nærheden, ligger der, til den opmærksomme iagttagers undren, tretten sten i en cirkel. Netop sådan lå stenene placeret i tidligere tiders tingsteder. En fjortende sten ligger nogle få meter fra de andre sten i nordlig retning. Den fjortende sten har fået navnet “Ventestenen”. Alle stenene er af bjergarten granit – hver især ført hertil for godt og vel 10.000 år siden af den sidste istidsgletcher. Nu ligger stenene på et sted, hvor der engang  var frit udsyn til den smeltevandsflod som nu om dage kendes ved navnet Lillebælt.
Et fungerende tingsted i Strib, hvor landsbyens indbyggere samledes for at afklare tvistigheder og forskellige problemstillinger, har man i ældre tid aldrig haft. Havde de lokale folk dengang ærinde ”på Tinge”, så måtte de bevæge dem de 4 til 5 kilometer, der var til nærmeste by, Middelfart, hvor tidens tingsted var placeret.

Etablering af et tingsted i Strib ( som en historisk kuriositet) var en tanke som modnedes blandt lokale beboere og som blev bragt til udførelse i slutningen af 1980’erne.  Efter moden overvejelse blev stenene – i samarbejde med en lokal grundejerforening – placeret hvor de nu ligger.  Et tingtræ blev plantet i cirklens midte, men fandt ikke rodfæste. Et nyt tingtræ blev plantet, men formåede heller ikke at slå rødder og fandt hverken grobund eller næring for videre vækst i det rene strandsand, som undergrunden på stedet består af. På næsten symbolsk vis havde naturen nægtet to tingtræer rodfæste – var der mon mere mellem himmel og jord? Var der mon nogen som satte sig imod? Endnu et træ blev plantet og endnu en gang udeblev det forventede resultat.
Nærmest som et skulpturelt vidnesbyrd ligger  stenene så nu – uden tingtræ – til kulturhistorisk erindring om en svunden tid. Stenene taler deres eget stille sprog og vækker undren og eftertænksomhed hos forbipasserende. Men som tingsted har stenene som nævnt ikke – lige på dette sted – haft nogen historisk eller retlig funktion.

På det åbne areal, nær det sted hvor tingstenene ligger, afviklede den lokale grundejerforeningen –  i de tidligste år af foreningens eksistens – nogle engfester med folkemusik, dans og frydefulde sammenkomster. Der blev drukket veltempererede vine, afkølede pilsnere, ditto sodavand og andre læskende drikke. Der var mundgodt til børnene og de unge, der blev grillet kød og ristet pølser og den daværende bruger af arealet, beslagsmeden senior, demonstrerede fåreklipning og der blev budt på kørsel med hestespand. Midsommeren blev markeret med bål, båltaler, midsommersange og mellemfolkeligt samvær.

Engen, hvor stenene ligger, kategoriseres som et overdrev og som sådan indtager stedet en særstilling ved at være under beskyttelse af Naturbeskyttelsesloven.  Engarealet er derfor fortløbende udsat for naturpleje i form af afgræsning med de får og heste som har ophold på stedet. Denne form for naturpleje er valgt fordi afgræsning anses for den bedste, mest hensigtsmæssige  og iøvrigt også flittigt brugte form for naturpleje på overdrev. Tilladelse til dyrehold på engen gives derfor til ejer af arealet som en formsag.

Om den lille tæt liggende vold som ses nær tingstedet er det fortalt, at den skulle være en rest af det meget gamle voldanlæg, der i tidernes morgen var en del af ”Gammel Slot”, som man ser rester efter ved Strib Nordstrand.

Som en del af tidligere tiders overlevering af historier om overtro, kunne børn, hvis de ønskede sig en lillesøster eller lillebroder, smøre en fedtemad og lægge den på en sten – en såkaldt barnsten. Så ville deres ønsker gå i opfyldelse og den ønskede lillesøster eller lillebroder  ville melde sin snarlige ankomst. Der er dog ikke endnu i vor tid set spor efter fedtemadder på engens tingsten.