Alfreds bro

I rigtig mange år stod der en række asketræer på hver side af grusstien der førte ned over kirkegården. Træerne dannede en slags allé fra den asfaltbelagte Østerbrogade og ned mod kapellet, forbi mausolæet og videre ned til terrasserne som lå helt ud til strandpromenaden og fjorden. Just dér, hvor vi med mellemrum mindes de af vore kære, som ikke længere er blandt os.

Ret nedenfor kirkegården – dengang i slutningen af 1940’erne og frem mod 60’erne – havde vores far sin lille bådebro. Dér hvor der ikke var private lodsejere som på nidkær vis holdt hævd på herlighedsværdi og ejendomsret og andre finurlige opfindsomheder. Lige dér søgte han i sin tid offentligheden om tilladelse til at sætte en lille bro.

Vores far, der lød navnet Alfred Vigelsø, havde i nogen tid gået med tanker om at dyrke noget strandjagt som supplement til sin store passion, landjagten. Han havde i september måned 1948 erhvervet en skydepram – en såkaldt “Svendborg pram” – og ville så gerne have prammen til at ligge permanent ved stranden.
Da han ikke ville stå i taknemmelighedsgæld til nogen af de få lodsejere som havde strandgrund i praktisk afstand fra hvor vi boede, så sendte han en ansøgning til  farvandsdirektoratet om tilladelse til at “slå nogle pæle” til en lille bro, på det nævnte sted. Ret ud for kirkegården.
Tilladelsen fik han uden problemer, dog med den  påtegnelse, at broen ikke måtte være landfast – Og sådan blev det trods ivrige protester fra somme.

Far var 39 år gammel det år han  med sindsro og spændte forventninger satte sin lille bro, der ikke var meget større end nogle ganske få meter i længden. I en spids vinkel skråt ud fra broen lavede han et sindrigt “snoretræk” ud til en pæl – og her lagde han sin  skydepram på svej.
I perioder, hvor vinden var umage i styrke og intensitet, blev båden lagt op på en anordning, han havde lavet til formålet. Når vinden igen lagde sig, så kunne båden med et snuptag vippes i vandet og være sejlklar.

Alt var lavet godt, solidt og praktisk og var udført med henblik på, at funktionerne skulle være énmandsbetjent. Materialerne var sunde og friske og far nød til fulde sine jagtture på fjorden, i Bjernekrogen og på havet ude bag øerne og sågar helt ned til Helnæsbugten.

Selvsagt havde han rigtig megen  glæde og fornøjelse af sit lille landingssted og den beskedne bro.

(foto: “Issi” og Alfred september 1948)

Den årlige kølhaling og klargøring af skydeprammen foregik hjemme i baghaven og når far var i det lidt romantiske hjørne, ville han gerne, at vi børn fattede interesse for projektet og hjalp med eksempelvis vask, rengøring og maling af “skivet”.

Når prammen skulle transporteres den korte strækning fra stranden og hjem – eller omvendt, og han ikke lige havde en trækvogn ved hånden, så rullede han båden på pæle. Når det skete, så blev vi børn på skift hyret til at flytte pælene, efterhånden som prammen blev rullet hen over dem. Sidste pæl blev flyttet frem i forreste position og igen blev sidste pæl flyttet frem i forreste position og så fremdeles. Enkelt, ligetil og effektivt.

De sidste tyve meter gennem en smal slippe, der førte ind til haven, blev båden vendt på højkant men fortsat rullet på pælene. En operation som selvsagt krævede både styrke og viljekraft og koncentreret påpasselighed at håndtere af en enkelt voksen mand. At båden aldrig fik overbalance og at ingen kom i klemme mellem båden og den bestående cementmur, skyldtes ene og alene at vores far havde godt styr på tingene.

Den første tids mange havjagtture roede far ud og hjem,  men benyttede også ind imellem en mindre sejlføring som ved bådens konstruktion var blevet specielkonstrueret.
(foto 1949: Kirsten i Slippen)

I sin jagtjournal skriver far den 17. oktober 1948, at bådens sejl, ved en stormende og tåget efterårstur i Bjernekrogen, var blevet flænset til ubrugelighed.  Allerede en uge efter købte han nyt sejl. Episoden med det flænsede sejl, skriver han ikke så meget om, men oplevelsen førte med sig på sigt, at han i august måned 1949 købte en 1½ hk benzindrevet Korsør motor og monterede den i båden.
(Når han investerede i strandjagten på det her omtalte tidspunkt, så skyldtes det rent faktisk, at han i den periode ikke havde noget landjagt. Da han havde købt svendborgprammen udtrykker han i et notat i jagtjournalen, at han håber at få megen glæde af den nyerhvervede skydepram).
Turene til havs blev herefter naturligt nok både længere og mere effektive. Nu kunne han sejle ud og hjem og være fremme, både her og der, til forudbestemte tider. Armbåndsur havde han ikke noget af, men solens højde på himlen kunne han aflæse hvis sigtbarheden ellers lod nogen sol se. Han kunne aflæse vejrets skiften og kunne se vejrvarsler. Tidspunkter kunne på den tid være noget der blev pejlet efter fornemmelse  og forgodtbefindende og der hændte at mor sagde: “Kan I ikke gå til stranden og se om far er på vej”? Så gik vi til havs og kiggede. Den korteste tur og den hurtigste vej, gik gennem det store hul i hækken.

De vigtigste værktøjer i bådens værktøjskasse var dengang en klud, en svensknøgle, en skruetrækker og en blyant med hård grafit. Af andet løsøre var der en øse og et lident anker og naturligt nok to årer med tilhørende åregafler som var fæstnet til båden med snor, så de ikke ved et uheld røg udenbords. Styringen af båden foregik ved en sindrigt snoretræk.
Materiel som redningsveste eller redningskranse fandtes ikke i båden og ud over en kæntring på lavt vand, var far  aldrig – familien bekendt – ude for faretruende situationer.

Fars forhold til havet var umiskendeligt præget af, at han aldrig fik lært at svømme. Hans vovemod til trods kunne ikke helt fjerne det faktum, at der var lidt “vandskræk” inde i billedet. Alle de mange år han dyrkede sit sportsfiskeri med stang og blink fra de fynske kyster, holdt han sig altid på land. Fisk fangede han mange af. Waders brugte han aldrig, af den simple årsag, at han mente, at det var en uskik at gå ude i vandet, når man fiskede. Og “Ørderne” – de kommer såmænd helt ind til strandkanten, var hans tilbagevendende bemærkning.

I slutningen af 1940’erne og i årene frem, så man – som fortalt – en lille flot og velbygget bro – ret ud for Ny Assistent Kirkegård ved Østerbrogade i Faaborg. Broen lå i læ af et krat af strandtorn og rønnebærtræer og gjorde ikke megen stads af sin tilstedeværelse eller sin eksistens i det hele taget. Broen ragede ikke langt og prangende ud i fjorden, den var ikke landfast og den skæmmede ikke de forbipasserende og deres promenade hverken visuelt, fysisk eller ved duft eller vindfløjtende lyde af nogen art.
Hvor liden og undseelig broen end var, så var den anledning til megen frydefuld glæde og fornøjelse for ejermanden og hans familie, men den skabte unægtelig også nogen fourore hos andre, og det syntes vi, der boede oppe i nr. 76, var ikke så lidt morsomt.

Asketræerne, der stod ved grusgangen på kirkegården, har nu opfyldt deres forventede funktion. Tidens ælde og råd i veddet har fældet dom over deres fortsatte eksistens. Træerne er fældet og stubbene fræset væk. Beboerne ved den asfalterede vej fryder sig over den nyvundne  havudsigt og den øgede herlighedsværdi. En gammel østgående skonnert påkalder sig opmærksomhed, just som den sindigt og intetanende defilerer forbi ude på fjorden. Man trænges ikke længere om pladserne på kirkegården. Et relief med en fløjtespiller har fortsat sin plads på muren.