Askebægeret

… For henved 105 år siden stod askebægeret  inden for rækkevidde på møllerens bord –  i folkestuen – derhjemme på Horne Østermølle. Ikke fordi han selv røg så ofte, men en god cigar bød han gerne besøgende, forretningsforbindelser, kunder, møllerkuske, møllersvende og andre, og så hændte det, at han tog én med selv.

Lidt usædvanligt er vel askebægerets materiale – skåret i træ og illuderende et blad af  klatreplanten Vedbend også kaldet  Efeu. Svagt ses bladets ribber under en hårdtbrændt skorpe, dér hvor cigarens glød har hvilet.

Der var én blandt min farmors Wikkelsø slægt som mestrede billedskærerkunsten. Var det mon ham, der betænkte min farfar med et askebæger skåret i træ? Eller var det mon en som i fritiden syslede med husflidsarbejde og lidt hjemsløjd?

Efter sin far fik min far askebægeret. Efter min far fik jeg askebægeret. Jeg mindes ikke min far brugte det. Jeg har aldrig selv brugt det og der er ikke længere rygere i den nære familie. Askebægeret har fortsat sin berettigelse, men har ikke længere sin oprindelige funktion. Er nu blevet et tavst vidne til en svunden tid, en visuel forbindelse til noget som var og et løft af en lille flig af historiens gang. Duften anes ikke længere…