Garver in spe

På den tid, da det offentlige slagtehus for byens slagtere fortsat fungerede på Faaborg Slagteri, og slagteriet drev eget garveri, var det den lokale produkthandler B. Levin, “Jøden” kaldet, der aftog huder og skind sideløbende med byens garveri, eksempelvis fra private slagtehuse og hjemmeslagtere.
Det hændte at et orneskind eller soskind blev indleveret, afregnet, saltet og lagt i stakken ved siden af de andre huder og skind. Det hændte dog sjældnere, at en so blev flået end en orne gjorde.
Huder og skind kan være garvet til perfektion, men nok så vigtigt er det, at afslagtningen af skind er snitfri, uden hamburgsnitter og uden marvskader. På slagteriet havde vi da også en ordning som kaldtes “skindpenge”. En kontant afregning for vel afslagtede skind. Skindpengene kom til udbetaling med mellemrum. De kunne bruges efter eget fælles valg. For pengene holdt kreaturslagterne en gedigen fest med spisning, gode vine og udsøgte desserter På Rasmussens Hotel.
Dresscode var fri, men de, der havde en smoking mødte op i slig antræk. Andre holdt sig til det mere ordinære kravetøj.

Som læredreng var det et kærkomment supplement til lærelønnen, at et vel afslagtet kalveskind kunne indbringe 15 kroner, et beløb som udgjorde en femtedel af tidens ugentlige læreløn. Et ufødt, fuldbårent skind kunne indbringe endnu mere, da et sådant skind blev betragtet som det ypperligste, men også hørte til sjældenhederne.

Da Det offentlige Slagtehus i Faaborg blev nedlagt og stedets funktion overgik til slagteriets kreaturslagteri, kunne byens slagterforretninger, der havde lærlinge i deres sold, dog fortsat slagte egne dyr og læredrenge kunne derved opøve rutiner i slagtninger.

I 1948 udskiller slagteriet sit garveri som uheldigvis brændte i 1957 og efterfølgende flyttes, for helt i år 2000 at opløses.

Svendborg havde også på den tid både slagteri og garveri, hvor der på sidstnævnte med jævne mellemrum blev uddannet garversvende, som rejste ud og for en tid  også kom forbi Faaborg.

To nyuddannede svendborggensiske garversvende brødrene Leif Clifford og Svend Chester begge med efternavnet Frøsig, kom i første halvdel af 1950’erne til Faaborg og begge fik de job på byens garveri ved havnen.
Hvor Leif Clifford fandt bolig, da han kom til byen, husker jeg ikke. Svend Chester fik bolig i Mellemgade. Begge gjorde de to ungersvende sig ret hurtigt kendte i gadebilledet. Brødrene scorede veninderne Birthe og Ruth. Amorinerne svævede frit i luften og hver især giftede de sig, stiftede familie og tog fast bopæl i byen.

Ruth og Svend Chester giftede sig i Svendborg og boede der en tid, mens Svend Chester fortsat arbejdede på garveriet i Faaborg, og hver dag tog den lange tur, frem og tilbage, på sin røde diesella knallert. Så flyttede Ruth og Svend Chester tilbage til Faaborg, hvor de boede til leje hos Snedker Holm i Klostergade senere boede de på Lagonis Minde og yderligere et par andre steder. Begge var de udearbejdende. Ruth som tjenende hos Dommer Dige og Sagfører Perregaard, som afdelingsansvarlig i fasterens og onkelens renserivirksomheden, Perawin,  i Odense, medhjælpende i Ilse Levins viktualieforretning i kælderen i Østergade, tilskærer og syerske på Binggeli’s Konfektionsfabrik, som ekspeditient i byens kjole -og konfektureforretninger , som ekspeditør på posthuset og siden som selvstændig fuldt uddannet bedemand i Assens og ideologisk optaget i Rebekka Ordenen, men det hører en lidt anden historie til.

Ruth og Birthe forblev meget nære veninder livet ud. Begge havde de kolonihaver som de lod grave af en fattig slagterlærling. Begge var de lidt kålhøgne over ikke at bære rundt på et sen-efternavn, men hed i deres ægtestand noget så anderledes som Frøsig. Begge blev de boende i byen og havde familierne inden for rækkevidde. Begge var de selskabelige, muntre og lystige i hinandens selskab. Begge mestrede de skæmteriet, det spøgefulde og ironien, når talen faldt på kønsroller og lige deling og fordeling og ret mellem kønnene. Begge bidrog de til tidens mangfoldighed i synet på nutid og fremtid og hvad som bød sig til.
Sagde man dengang Birthe så sagde man også Leif Clifford., i daglig tale blot kaldet Clifford. Sagde man dengang Ruth, så sagde man også Svend Chester , blot Svend eller “Babs” som han var blevet kaldt siden tiden i Canada. Begge kom pigerne ikke til at kende deres egentlige svigermor, og drengene, deres mor, men til gengæld fik de “Moster” som desværre i perioder var plaget af sygdom og måtte være sengeliggende.
Begge døde de desværre alt for tidligt. Birthe ved sygdom. Ruth ved et uheld.

Clifford og Svend var begge født i Canada hvor forældrene en overgang boede og hvor faderen virkede som malermester med 8 svende i sit sold.

Før de rejste til Canada, var Svend Frøsig senior selvstændig Malermester i Ringe. Den tids vilkår herhjemme har så fristet udlængslen og drømmen om muligheder, da Svend og Anne Sofie tog beslutningen til, at emigrere.

Svend Frøsig senior Blev enkemand i det fremmede og stod pludselig alene med børnene. Han besluttede at rejse hjem igen. Han bosatte sig i Svendborg hvor han giftede sig med sin svigerinde, børnenes “Moster”. De blev siden almindeligt kendt som “Moster og Daddy”.

Clifford og Svend blev begge døbt i den katolske kirke i Saskatchewan, Canada, ikke at jeg nogensinde egentlig har erfaret, at de efter hjemkomsten og bosættelsen i Faaborg har dyrket katolicismen endsige frekventeret det katolske trossamfund. De var begge to ret så frie i deres religiøse tilgang. Begge huskede de næppe deres mor, der døde i 1933, blot 35 år gammel i  forbindelse med en sjette graviditet.
Forældrene havde truffet hinanden på Svendborg Sygehus hvor Anne Sofie arbejdede da hun var rejst hjemmefra Ærøskøbing. Svend var hjemmefødt i Svendborg.

Leif Clifford og Svend Chester kom til byen på et tidspunkt, hvor garvning af huder og skind og faget som sådan endnu havde gode tider omend garveriet på havnen, på en udenforstående kunne virke lidt gammeldags, lavtloftet og mørkt. Tilstanden ændrede sig hen ad vejen, da forurening fra produktionen trængte sig på og da billige russisk garvede huder og skind overtog markedet.

Det tænkte ingen umiddelbart så meget over , når de i den lille by med de smukke røde tage, gik i den lokale læderhandel i byens hovedstrøg og så på tidens priser og udbud af tasker, punge, remme, kufferter og lignende.