1 I Fra tiden i Faaborg

Lyse færgen ind

Langelinie er et habitat derhjemme som rummer hele spektret af promenade-miljø alle årets tider. Det gjorde det dengang og det gør det stadig.

Her søgte vi hen i storm og stille, ved isfyld fjord, ved havblik med høj -og lavt vand, ved solopgange og ved solnedgange, for at fiske en krabbe, en tangsnare en smørbamse, for i mørke efterårsnætter, at kroge en ål eller ved midsommer at se og undre sig over Sankt Hans-heksens årlige afgang til Bloksbjerg eller blot for at dvæle ved vandets stille rislen og sagtmodige kluk.

Her søgte vi hen ved mørkning og aftenstid, når sidste færge – for indad gående mod færgeleje – tonede frem ude i Gabet med lys og lanterner tændt. Her stod vi i læ ved muren, når vi “lyste færgen ind” og sendte en lysstråle ud i mørket og omgående fik svar med en tuden om at holde afstand fulgt af den søgende projektørs fejende lys hen over vandoverfladen i sejlretningen.

På hjemturen gik vi en stille omvej gennem den mørke park og lyttede efter uglen og dens unger. Det hændte at en fugl flaksede forstyrret op og

højlydt utilfreds forsvandt i mørket.

Vel hjemme igen – sad vi for nedrullede gardiner og lavt hængende lampe og talte sagte om turens oplevelser, mens vi nød godt af kakkelovnens strålevarme og gennem ovnens marieglas iagttog flammer og gløder, når der blev fyret over til natten.
Så hændte det, at vi ristede et par æbler på kakkelovnsringene.

Det var fars påfund, det der med at lyse færgen ind og det var lidt vores egen familiehemmelighed, at vi gjorde det. Et sted skulle spændingen jo søges, ud over at gå ude mellem træerne i bælg ravende mørke og ikke kunne se en hånd for sig.

Når mine yngre søskende var med, så gik vi efter en tidligere færge. Personlig syntes jeg den sidste færge var den mest spændende.

På det sene tidspunkt, var vi helt omsluttet af mørke, når vi gik gennem parken ned til stranden. Jeg følte mig næsten pakket helt ind i mørke og det kunne nok fremkalde lidt frydefuld gys og gåsehud.