I 1970 arvede min far hans søster. Nogle år efter, blev han pensionist og fik sine timer og dage til fri disposition. Mange af hans interesser blev der samlet op på i den nyindvundne frihed som pensionisttilværelsen bød på. Far gik “på spjæld” som det hed i murerfaget, når man udførte større eller mindre reperationsarbejder. Noget som kunne være både tidskrævende og kunne gribe om sig. På den selvsamme tid tillod han sig at føre en slumrende interesse for kunst ud i livet. Som murer med megen periodevis sæson -og vejrbestemt arbejdsløshed, en stor børneflok og dyre hobbies, kunne der ind imellem være lidt anstrengt god plads i husholdningskassen derhjemme. Da far arvede både “kunst og kontanter” fra sin velbeslåede søster, åbnede der sig ikke bare en ny verden men også nye muligheder, han ikke tidligere havde ladet sig friste af.
Far begyndte efter nænsom opfordring at gå på spjæld. Ikke hos hvem som helst. Vores mangeårige genbo, kunstmaleren, var død nogle år forinden. Enken havde boet alene i huset som sammen med haven var blevet en voksende byrde. Enken henvendte sig og forespurgte om flere specifikke reperationer på huset og lidt havearbejde. Far ville ikke have rede penge for sine tjenester og de aftalte at betalingen kunne “sættes på lærred”.
Kunstmalerens enke havde en pæn samling malerier på lager efter manden. Far og enken blev så enige om, at der måtte forhandling til, i hvert enkelt tilfælde. Far lagde ikke skjul på, at enken var en hård forhandler og jeg kan have på fornemmelsen, at han ind imellem sprællede lidt i nettet, når han viste særlig interesse for noget bestemt. Det var her far begyndte at læse bøger om kunst og med omgivelserne offentligt at tale om kunst. Han førte notater i sin lommebog, blev saglig i tale og holdning, besøgte de lokale kunst -og antikvitetshandlere og gik nok lidt rigeligt op i priser. Skilderierne derhjemme på væggene begyndte at trænges om pladserne og min mor lagde de første år ikke skjul på, hvad hun mente om den problematik. Med tiden blev hun dog lidt mildere i sit syn på, hvad der derhjemme hang på væggen.
Engang i 1980’erne forærede min far mig det her viste havnebillede fra Fredericia Havn. Han havde det med at give et billede i ny og næ. Om billedet vidste han blot, at motivet var fra Fredericia, at det var malet i 1916 i en tid, hvor kunstmaleren malede motiver her fra egnen. At det var en akvarel, var så ikke lige fars foretrukne. Billedet var signeret og det mente min far gjorde en forskel. Kunstnere havde dengang en ide’ om ikke at signere malerier de havde stående på lager og det havde de deres egen forklaring til. Billedet syntes min far, at jeg skulle have, da jeg boede i Strib, tæt på Fredericia.
I min videre søgning om oplysninger om billedet, tog jeg det med til vor lokale bådebygger August Ulriksen, Tjærepletten, på hvis ophalerplads jeg havde min båd liggende i vinterperioder. Ulriksen var ganske vist født i Føns, men havde trådt sine spæde skridt i Middelfart hvor han også gik i skole og siden fik sin uddannelse og i 1950 byggede værft i Strib. Han var godt kendt med området.
Præsenteret for billedet udbrød Ulriksen spontant: “Jamen, det er jo blodmøllen i Fredericia. Den har jeg været med til at rive ned”.
Så fik jeg hans fortælling om, at der på blodmøller blandt andre ting blev lavet foderkager og en efterfølgende lang snak om løst og fast blev det også til og så var den akvarel sat på plads.
Nu har akvarellen med blodmøllen så hængt på væggen i mit arbejdsværelse side om side med en andre “af min fars” akvareller i henved et halvt hundrede år.
Den gamle bådebygger har kastet fortøjningerne og er sejlet ud på verdenshavet. Hans mange fortællinger og store livs visdom savnes her på pletten.
Hvis nogen kommer forbi Strib Havn en dag og får øje på den store planke, der ligger dernede, så er det Ulriksen, som for mange år siden gav planken varig identitet. Ulriksen skar årstal og plankens funktion – Iskniv i plankens ene side.
Et Ohøj for hans minde.
