De fire første

(C) copyright ibmh.dk / Ib Møller Hansen

Den sommer i 1944, da mine to ældste brødre, på helholdsvis 8 og 6½  år, blev fotograferet foran baghavens kastanietræ, var jeg selv blot et år gammel. Om selve situationen husker jeg selvsagt intet. Jeg har ladet mig fortælle, at mine to brødre gjorde mange ting sammen og at de havde megen glæde af hinanden som brødre og som søskende. Den ene stille men frisk og snakkende fra morgenstunden. Den anden  morgenstille med brug for tid til dagens opstart,  hvilket ofte kom til udtryk, når de fulgtes ad til skole om morgenen og Niels begejstret snakkede og fortalte lige fra morgenstunden og at Ejnar stille, lyttende, med appel i stemmen, kunne udtrykte: “Ka’ du ik’ bare holde din kæft”!

Skærmydsler var der dog generelt ikke mange af i søskendeflokken derhjemme. Vi var ret gode til at omgås og at rumme hinanden. Vi var  jo alle født i samme kuld, havde ligget  i samme kurv og ædt af samme trug og lur mig, det gav sammenhold udover den, der opstod omkring den tretårnede sølvgaffel med de gotisk indgraverede initialer LBF.
Megen mystik skabte vi omkring den gaffel som alle  på samme tid ville spise med og som nærmest  fik status som familiens hellige gral. Ved spisetid handlede det ofte om, at komme først i bestikskuffen og bemægtige sig LBF’eren.
Hvor gaflen kom fra og hvor den blev af, og hvilken herkomst den havde og hvilken bestiksamling den havde været en del af, ved ingen blandt de levende. Nu her i skrivende stund henved 65 år senere spørges der fortsat til LBF’eren.En flig er løftet men ingen svar givet.
Da Lucie Frandsen og søsteren solgte købmandsforretningen ovre i nr. 101, som hun og søsteren havde arvet efter forældrene, var det nærliggende at tro, at her var et ledespor, men vi mangler fortsat svar på bogstavet B i kombinationen LBF. Det gotiske bogstav B kunne godt ligne et C, men det var de voksne, der læste LBF og det var det, der var vores udgangspunkt.

Min søster Ruth som var lidt ældre på den tid, var ikke så engageret i gaffelmystikken. Hun var godt igang med at pleje teenagerelationer til veninderne Connie 50 og Birthe Bogbinder og hun blandene sig ikke meget i brødrenes forehavender og de i hendes.

Ruth opholdt sig også meget hos sin barnløse faster, hvor hun havde nogle suveræne enebarns oplevelser. At vores far ukritisk støttede den trafik, så vi flere eksempler på gennem årene.  Blandt andet ved fasterens sølvbryllup i 1946, hvor han sendte telegram til sølvbrudeparret i Ruths navn, men intet fra den jævnaldrende bror, Ejnar. I den anden ende af søskendeflokken, kom to piger mere til. Det ændrede ikke på Ruths position i fasterens univers. Ruth så ingen søskende i  den sammenhæng og holdt på, at fasteren kun ville have e’n på besøg ad gangen. Hende selv underforstået. Det skete, at hun hos faster smuttede ind ad døren og lukkede for næsen af en anden.

Ruth afsluttede sin skolegang i 1949 og fik plads i huset hos sagfører Perregård, siden kom hun til Dommer Dige og i Ilse Levins viktualieforretning i Østergade. Hun tog sykurser, blev syerske og tilskærer på Binggeli’s Konfektionsfabrik hvor hun arbejdede sammen med vores mormor som også var syerske og havde egen systue. I flere perioder var hun beskæftiget hos vores faster og onkel i deres renseri Perawin i Odense.
Til tider syede hun for folk derhjemme til andre tider ekspederede hun i byens kjoleforretninger og en periode havde hun ansættelse på postkontoret. Hun giftede sig i 1952 og bosatte sig sammen med manden i Svendborg. Fik tre børn. Flyttede til Faaborg. Blev skilt og etablerede begravelsesforretning med ny mand. Ruth døde i 1999 ved en bilulykke.

At Ejnar blev slagter, var nok en tilfældighed som udspringer i, at slagteriet søgte læredreng og at Ejnar, på trods af at faget ikke havde hans første prioritet, greb chancen, søgte og fik lærepladsen.

I skoletiden viste han interesse for lidt af hvert som var praktisk betonet og i et tidsrum hjalp han en cykelsmed, der havde værksted i Konservesgården. I den periode flirtede han med tanken om, at blive mekaniker. Jeg husker Ejnar på et tidspunkt havde en cykel med noget så vildt, som en teleskopsadelpind.
Frem til konfirmationsalderen havde han været bud hos Bogbinder Hobi og skotøjshandler Nygård og på Vaskeriet “Østerbro”. Almindeligvis ville han have været stoppet med budkørsel ved konfirmationen, men nye jobmuligheder udeblev, så han fortsatte en tid længere hos vaskerifrøknerne.
Han har selv talt meget om den byplads, hvor han tjente lidt ekstra ved at være den første til at fjerne mælkehestens pærer fra vejen ud for vaskeriet og lægge dem på frøknernes roser. Han høstede også ære for, at være den, der lærte vaskeriets feriedreng at svømme. At hjælpe den gamle tømrer Clausen med forskellige opgaver. At rydde op og holde orden i frøknernes spændende vinkælder med de mange vine og forskellige likører, overvintrende potteplanter og alskens andet til vinteropbevaring. Sideløbende fik han tid til Vennerne Åbber, Bamse, Seleppo alias Poul 50, Rotten, kokki, Danmarks Hans, Tobacco, Buzy Bill, Gejde Hans, Rødtud, kirkeministeren og hvad de nu hver især hed.

Ruth og Ejnar blev konfirmeret samtidig. Ruth ventede et år på Ejnar og det var hun absolut ikke tilfreds med. Ruth havde kort forinden haft et uheld med hendes cykel. Hun væltede og knækkede et par fortænder. Tænderne blev lavet så flot. Da fotografen havde taget konfirmationsbilleder, retoucherede han et lille mellemrum mellem fortænderne og Ruth var rasende over det mellemrum, da det ikke var der i virkeligheden.

Ejnar fik så arbejde på “Grønnegården” som vi kaldte den. Egentlig hed gården Tusculum og den lå blot en fem – seks hundrede meter længere henne ad Svendborgvejen. Ejnar fik karlekammer på gården, men foretrak også at gå hjem for at sove.
Arbejdet på gården optog ham meget og fyldte i både hans vågne og sovende timer.  Det virkede som om, at arbejdet med hestene var ham en stor og lidt frygtindgydende opgave. Jeg var nogle gange på besøg på gården og der var rent faktisk ikke mange begivenheder fra dengang som har sat sig spor ud over et overordentligt kedeligt karlekammer, en temperamentsfuld bonde og nogle fyrige og uopdragne heste.
Helt anderledes var det på Casale hos Inga og Hans Adolf Hansen som drev et alsidigt landbrug med mælkeproduktion, opfedning af slagtesvin og gartneri med frugtplantage og kartoffelsalg. Et kuriosum på Casale var, at der hver dag blev kogt kartofler til grisene. På modsatte side vejen lå en papfabrik hvor Casale købte noget overskudsdamp som via et rør stukket ned i en mælkejunge fyldt med kartofler, på et par timer kunne koge kartoflerne. Der blev fortrinsvis brugt store kartofler. En størrelse kartoffel som ikke var så velset i datidens husholdning. Det var før bagekartoflen blev opfundet. I dag sælges den til en 5-6 kroner stykket.
På Casale havde de en stor underjordisk kartoffelkælder og et ret stort maskineri til sortering. Inga havde en frugt og grønt butik i forbindelse med gårdens lade. Her holdt hun åbent alle ugens hverdage.
Hans Adolf havde dengang ikke kørekort, så han havde Richard Mælkemand til at køre for sig med lastbil, når der blev handlet kartofler i Jylland. Her på Casale fik Ejnar job efter at han i en kort periode havde været karl på Tusculum. På Casale tjente den jævnaldrende Kurt. Yderligere en jævnaldrende mere, Willy, hjalp i perioder. Ejnar, Kurt og Willy alias Bernardi, Bamse og Rotten. De tre drenge sammen, gav gården en lidt anderledes og ret så gemytlig hverdag og de kunne ind imellem godt, med deres frie sprog, få Inga til at holde vejret. Overfor nogle af dem, luftede hun tanken om adoption så gården kunne få en efterfølger. Den ide’ blev dog aldrig til noget.

Niels med kaldenavnet “Issi” som er den sydfynske version af det engelske udtryk “easy”  var den tredie fødte i søskendeflokken.  Hans stille væsen gav så rigelig anledning til dette kaldenavn. Det er dog blevet fortalt om en fodboldkamp mellem Faaborgs FIF og en engelsk hold marinesoldater, i en venskabskamp på byens stadion skulle have været inspirationskilde til “Issi’s” kaldenavn. De engelske marinesoldater brugte under kampen udtrykket “Easy, easy” og det fangede vores fars opmærksomhed.  Vores far og  Niels var efter kampen kommet hjem til lejligheden på Vester Mølle og havde snakket om kampen. Vores far havde da ledende spurgt Niels: “Er du en lille issi ( easy). Udtrykket blev så hængende og blev mere og mere et symbolsk kaldenavn for både Niels’ stille væsen, for hans temperament og for venskabskampen mellem Faaborg FIF og det engelske hold marinesoldater. Siden har mangen `en i omgangskredsen end ikke kendt hans døbenavn.

“Issi” fuldendte sin obligatoriske skolegang 1. April 1952 og blev konfirmeret samme efterår. “Issi” blev tilbudt læreplads på gartneriet “Nova” hos gartner Lindholm Hansen, hvis gartneri lå side om side med Casale og Råmosen henne på Svendborgvejen og som senere blev udstykket. Aftalen med gartneren blev, at “Issi” skulle gennemføre en prøvetid inden der blev skrevet kontrakt. Arbejdet som gartner indebar meget lugearbejde blandt planter og i mistbænke. Det syntes “Issi” ikke var den mest spændende beskæftigelse, så han søgte læreplads som pølsemager på slagteriet. Slagteriet havde gode arbejdsforhold og lønningerne hørte til byens bedste. Han fik en samtale med slagteriets kontorchef Rasmus Petersen, der havde gået i skole sammen med vores far i Horne. Derhjemme blev kontorchefen blot kaldt “Musse Skomager”. Om det bekendtskab har befordret samtalen, ved vi så ikke. “Issi” fik lovning på læreplads og begyndte sin læretid straks efter. Blot 14 år gammel kom “Issi” i lære og fik den gamle estimerede pølsemager “Peter Vægter” som mentor og fandt sig hurtigt godt tilrette med faget og med arbejdspladsen. En dygtig fagmand af den gamle type var “Peter Vægter. “Issi” var en stille dreng og lod sig ikke høre så tydeligt. En dag udbrød “Peter Vægter” spontant og lidt utålmodigt: “Så slå dog en skid, knægt. Så vi kan høre der er liv i dig”!
“Peter Vægter” var  indfødt Faaborgdreng. Hans far havde været vægter i byen, deraf kaldenavnet vægter. Peter var en korpulent herre og hans foretrukne befordringsmiddel var en gammel sort budcykel med overdimensionerede dækstørrelser og hvor frontladet var afmonteret. Peter og hustruen havde et lille landbrug lidt uden for byen hvor jernbanelinjen Faaborg – Svendborg skilte Peter Vægters og Casales marker ad og hvor tjenestekarlen Rudolf Jørgensen dagligt trak Peters køer på græs.  Og hvor man som iagttager ofte kunne være i tvivl om, hvorvidt Rudolf kunne nå at få køerne over skinnerne, inden toget kom.

Ruth var en årgang 35. Ejnar 36. “Issi” 38 og Per kom til i januar 1941. Han blev døbt i august 1946 Sammen med de to søskende Ib og Kirsten og vi ser noteret i kirkebogen, at vores morbror, Direktør Arne Andersen, Odense og en moster, Kontorassistent Inge Andersen, stod faddere.
Tre søskende bliver i kirkebogen indført døbte samme dag. Der bliver lavet en fejl og i Ibs rubrik skrives fejlagtigt Per som streges ud og rettes.
Næsten helt tilbage til den tid Per knap kunne gå, sparkede han til en bold. Omgivelserne fik ret hurtigt øje på hans åbenlyse talent og idrætsforeningens puslingetrænere som boede på Østerbrogade holdt ind og tog ham med på stadion, når de kørte forbi, indtil han blev stor nok til selv at gå de få hundrede meter, der var til træning. 

Fodboldæra’en i familien tog sin begyndelse. Vores far var levende interesseret i sporten og fulgte nøje drengenes udvikling og han havde både forventninger, stillede krav og honorerede med kontante midler  for scoringer. Når det gik drengene godt, var der en, der på sidelinjen solede sig med ordene: “Det er mine drenge, der løber derude”. Vores far begyndte at føre scrapbøger over drengenes fodboldpræstationer. Han saksede i aviser og blade. Klippede og klistrede og førte dagbog med noter og kommentarer. Den første scrapbog fiskede far i Ruths skoletaske. Et linieret Bukefaloshæfte fra Ole Bagers Boghandel. Udleveret af skolen. Det var Ruth ikke helt tilfreds med. På første linje skrev han: “Tab og vind med samme sind”. De efterfølgende scrapbøger han fyldte ud var i A3 format.Efter 7 bøger var vi nået frem til, at drengene ikke længere spillede ungdomsfodbold. REDIGERES