Sara’s fødselsdag

Peter og Sara boede i mange år nabo til os derhjemme på Østerbrogade og som naboer havde vi i sagens natur en del at gøre med hverandre.

I min tidlige barndom syntes jeg de begge var ældgamle, hvad de nok også var både i udseende og  i forhold til deres arbejdsalder og fysiske nedslidning.

Peter var født 1883 i nabosognet Bjerne og Sara var fra 1889 og ud af en fiskerfamilie på Dyreborg. Begge blev de hjemmedøbt og siden fremstillet i Horne Kirke. Begge blev de forårskonfirmeret i samme kirke. Begge var de kommet tidligt ud at tjene og begge havde de været erhvervsaktive i mange år, da jeg i 1943 blev født.

Peter og Sara var blevet gift i Horne Kirke to år før første verdenskrig brød ud og op til giftedatoen tjente de begge ved landbruget i sognet. Efter giftemålet flyttede de til Faaborg hvor Peter blev beskæftiget som telefonarbejder og sidenhen sled i det som murerarbejdsmand. Sara var vistnok for det meste hjemmearbejdende.

Med tiden fik de seks børn – Ebba, Svend, Carlo, ”Kylle” som hed Lili Margrethe samt Egon og Bent. Bent var i virkeligheden et barneban, men boede hos Sara og Peter som deres sjette barn.

Sønnen Svend var cementarbejder og boede sammen med hustru og børn i lejligheden mod øst.

Den yngste søn, Bent, blev udlært former på Faaborg Jernstøberi og umiddelbart efter den aflagte svendeprøve emigrerede han sammen med sin kæreste og dennes familie til Toronto i Canada.

”Kylle” og Egon boede fortsat hjemme hos forældrene i perioder – et boophold som velsagtens var mere af trang end egentlig præget af feriebesøg.

”Kylle” og min mor var næsten jævnaldrende og de mødtes ofte i vores stue, hvor de ved spisebordet konsumerede mængder af kaffe tilsat kaffeerstatningen “Richs” eller “Danmarks”.

Mangen en smøg, købt i løsvægt hos købmand Breum, blev pulset op ved disse kaffemøder. I trange tider gik smøgen på omgang og der blev taget dybe hiv, heftige hvæs og pulsende kongekrassere af henholdsvis min mor og “Kylle”  inden cigaretten, placeret mellem tommel -og pegefinger og de tre øvrige tre fingre stift strittende, blev givet videre.

 Det var den gang min mor begyndte at ryge.

 En hændelse som satte sine spor i en seksårig dreng udspandt sig juleaften 1949. Ud på aftenen bankede det på vores dør og min far lukkede op. Udenfor stod naboens 23 årige søn Egon  noget “slukøret” og synligt beruset og bad så mindeligt om han måtte komme ind. Min far lukkede døren til entreen og havde en kort samtale med Egon. Egon kom da ind, satte sig stille ved det runde mahogny bord i den røde plysstue. Spiste lidt slik og appelsiner, drak en øl og var i øvrigt meget stille.

Dengang havde jeg megen medlidenhed med Egon – så en ensom og trist ung mand  med et udtryksløst ansigt og forstod ikke helt, at forældre kunne smide deres barn ud af hjemmet en juleaften.

 Forhistorien var at Egon var kommet hjem juleaften – noget forsinket, tomhændet og uhensigtsmæssig beruset. Var kommet i et heftigt klammeri med forældrene og var blevet bedt om at gå. Han gik så ind til os og bankede på. Fik af min far forelæst nogle anvisninger om forventet opførsel og var så hos os i et par timer inden han rejste sig, takkede og lidt slukøret og stille gik ud af døren.

Jeg har sidenhen erfaret at Egons mor havde fødselsdag den 24. december.

Denne fødselsdagsjuleaften var nr. 60 i rækkefølgen.