Retro

 For ikke så længe siden befandt Ellis og Jeg os sådan godt og vel en halv fjerde tusinde kilometer hjemmefra – et sted under sydens sol – siddende i en restauration iført  feriehud og sommerdress – og netop i færd med at indtage dagens første måltid.

En ung tjener havde i nogen tid sendt “stjålne blikke” til vores bord og havde vist en slet skjult interesse som øjensynligt ikke var afledt af hans opgave med at servicere hotellets gæster. 

Da han ikke længere kunne styre sin nysgerrighed, nærmede han sig vores bord med en stilfærdig tjeneropmærksom attitude. Spurgte konverserende ind til vores behov og velbefindende – alt imens hans øjne var fikseret ved min skjortelomme hvori jeg havde min old faschion mobiltelefon.

 Da vi havde udvekslet de mest almindelige høflighedsfraser, tog den unge tjener mod til sig og spurgte til min “mobil” og pegede på min skjortelomme.

Med to fingre fiskede jeg mobiltelefonen op af lommen og viste  ungersvenden vidunderet.

Med et smil snuppede han den og begyndte febrilsk med to travle tommelfingre, at trykke løs på tastaturet.

I løbet af “No Time” havde han fået “mobilen” låst op og startet et spil med en orm. Så hidkaldte han højlydt én af sine unge medtjenere og sammen studerede de intenst gestikulrende ormespillet på min mobiltelefon mens de pludrede løs på deres eget sprog.

Begge viste de åbenlys begejstring for telefonen, vendte og drejede den og lod den gå på omgang mellem ivrige hænder.

Så kom tilbuddet. Den unge tjener ville bytte med hans egen – en noget nyere model af samme mærke. Tynd som et stykke knækbrød med præg af megen brug og synlig slid.  

Jeg takkede nej og fortalte at jeg ikke ville skille mig af med min “Old faschion”  hverken for penge eller for noget andet.

“x-skiws me”, sagde den unge tjener og bukkede diskret. Afleverede telefonen og hastede videre til andre gøremål.

Med to fingre droppede jeg min arvede antikvariske karmoisinrøde porche-model af en retro mobiltelefon tilbage i brystlommen.

Not for Sale!