Min søster, Ruth, blev født en mandag i november måned 1935 – i dag, hvor vi skriver fredag, ville hun så kunnet være fyldt 76 år.
En onsdag i juli måned 1999, da hun var på vej til at forrette et ærinde i det lokale pengeinstitut, satte en tragisk ulykke og en uopmærksom chauffør en definitiv stopper for hendes videre liv.
Som første barn af en søskendeflok på otte, blev hun født i Horne – i faderens hjemsogn – hvor forældrene havde lejet et hus. Hun blev døbt i den lokale kirke på faderens 27 år fødselsdag. Ved dåben frembåret af fasteren og navngivet Ruth Karin.
Et par år gammel flytter hun med forældrene og en ny tilkommen lillebror til Faaborg. Den lille familie bosætter sig i Vestergade – umiddelbart uden for byporten og ikke langt fra strand og havn.
I ejendommens baggård var rige legemuligheder og megen tumleplads. Ruth og hendes lillebror var blot et par små størrelser, da de på stolprende ben og egen hånd tog deres første farefyldte opdagelsesrejse ud i den store spændende verden – de drog ganske enkelt til havs – nærmere bestemt den strand som blev kaldt Lillestranden – stedet som de så ofte havde besøgt sammen med forældre og naboer og som de mente at kende så godt. Stor blev opstandelsen, da det gik op for forældrene at poderne var ”væk”. Det er sidenhen fortalt, at deres videre rejselyst for en tid – og i udstrækning – blev begrænset af længden af “en snor om livet” på hver enkelt af dem.
Ruth startede sin skolegang den første april 1944 og frekventerede Faaborg Sundskole de efterfølgende fire år. Sidenhen var hun på Faaborg Mellem og Real Skole. Efter afslutning af den obligatoriske skolegang var Ruth bl.a. beskæftiget hos Bager Hæstrup, i huset hos Sagfører Perregård og hos Dommer Dige. Hun var hos Viktualiehandler Ilse Levin i Østergade, ved fasterens og onklens renseri i Odense, hos konfektionsfabrikken “Binggeli”, i Kjolebutikken, på byens postekontor og syede for private i nogen tid og andre beskæftiget andre steder som jeg ikke umiddelbart husker og sidenhen i forskellige ekviperingsforretninger.
(En mor med sine tre piger)
Ruth var merkantilt orienteret. Hun holdt meget af sit arbejde i byens forskellige forretning og hun trivedes godt med at servicere kunderne og finde og forene stil og smag i en højere enhed. Hendes store interesse var tøj og mode og hun beskæftigede sig i fritiden en del med syning og stoflige kreationer.
Allerede som 18-årig giftede hun sig med Svend og sammen blev de forældre til tre børn. Svend blev syg og er nu ikke mere. Ruth købte hus med havudsigt på Bøjden. Flyttede til Assens, blev ansat ved postvæsenet. Uddannede sig til “bedemand”. Blev medlem af “Rebekka Søstrenes Orden” samtidig med, at hun drev begravelsesforretning, passede hjem, ny mand, job, røgtede omgangskredsen og omgikkes med familie.
Sine seneste år boede hun i Assens.
I dag – i skrivende stund – er det 76 år siden hun blev født.
Ib
13. februar 2012 at 06:43Merete Vett
Jo – jeg husker godt Jørgen Vett og hans bror Per – dog kun som nogle jeg vidste hvem var og som jeg så i gadebilledet. Mener også at huske, at de flyttede fra Østerbrogade til Priceshavevej hvor de bosatte dem på højre side umiddelbart inden bakkens top.
Jeg har tre søstre, Ruth, Kirsten og Grethe.
Husker såmænd også dig og din damefrisør-søster. Husker at Denger var blandt de unge drenge som på deres knallerter kom til byen og slog deres telte op på teltpladsen på Klinten.
Frekventerer man “Dengang i Faaborg”, så går der unægtelig et stykke tid, inden man begynder at få en fornemmelse af hvem, der er hvem.
merete Vett
13. februar 2012 at 01:27Jamen Ib, verden er lille, nu ser jeg billedet af dine tre kusiner. Jeg har arbejdet sammen med Grethe flere gange, slagteri og sygehus, og Kirsten har jeg også været på efteruddannelse med. Jeg har spurgt min Jørgen om han ikke kan huske dig fra Østerbrogade, men det kan han ikke, desværre. Du er jo kun 1 år ældre end os, men måske husker du Jørgens bror Per. Som desværre døde for 2 år siden.
Grethe
26. november 2011 at 18:42Ruth var i mange år i Kjolehuset,som var i mellemgade.Hun var utrolig dygtig til at råde med hensyn til tøjstil og små finesser.Jeg savner ofte at kunne få et godt råd af hende.Det gir ingen mening at hun skulle bort så tidligt.
Helle
26. november 2011 at 09:45Hold op, hvor er de søde på det billede, de to små 🙂