Mand og Hund

Carl var gårdmand og havde sin egen gård præcis som hans far før ham også havde været gårdmand med egen gård. Sådan havde det været gennem generationer i Carls familie. Det føltes rigtigt, og det lå i generne i Carls søskendeflok, at sådan skulle det også være fremover. Alle havde de i søskendeflokken, hver på deres måde, fundet deres virke ved landbruget, erhvervet egne gårde, stiftet familier, fået efterkommere og fundet indplacering i slægtens selvforståelse.

En enkelt i Carls søskendeflok brød dog traditionen og tog en uddannelse som murer, læste videre og blev sidenhen skolemand – sådan næsten med egen skole. Om det og om barndomshjemmet skrev han sidenhen i sine erindringer.

De øvrige søskende dygtiggjorde dem i agerbrug med kvægdrift og opdræt af svin, høns, ænder og gæs og dyrkede køkken- og frugthaver og røgtede ordentligt og redeligt livs førelse.

 Når slægten var samlet, så sad der mestendels bønder og bondekoner rundt om bordet hvor samtaler, drøftelser og diskussioner bar præg af  fynske dialekter, af vejrlig med årstider, sol, vind, hagl og sne og verdens gang og om fælles gøremål og interesser sådan i al almindelighed.

 Carl var jæger – det lå i generne og han havde til hver en tid jagthund. De første mange år boede jagthundene naturligt nok i stalden sammen med gårdens øvrige dyr. Således også hans sidste hund. En ruhåret hønsehund fra sidste fjerdedel af 50,erne,omgængelig, rolig og på, alle måder sindig i væremåde og væsen og så var han stort set ven med alle gårdens beboere. Men også kun stort set, ligesom hans territoriale fornemmelse også var ret så intakt. Rolf dominerede og styrede sit domæne på gården just så meget, som kattene tillod. Den omstændighed var ham  givet og var hans lod.

 Så kom en datter på besøg i barndomshjemmet med en skødehund, som kun kendte til at bo blandt mennesker. Det kunne Rolf ikke stå for, så han skaffede sig lige så stille nyt livsrum blandt sine mennesker i deres bolig. Siden den dag boede han kun i stalden ved specielle lejligheder.

De år Carl og Rolf fik sammen derhjemme på gården, ved turene i skoven, ved de mange besøg ved moserne og på jagterne runden om, var fortættet af den gensidige opmærksomhed og forståelse som levende væsener oparbejder gennem et tæt dagligt innovativt samvær. Som mand og som hund gennemlevede de i fællesskab og hver for sig et beundringsværdigt makkerpar. Husket for mangt og meget.
Som årene gik blev Rolf mere og mere affældig. Carl var kommet op i årene og havde afhændet køer og grise og havde sat kyllinger ind i stalden i stedet. En disposition som Rolf ikke var så glad ved og viste med al tydelighed, at med de nye fjerede væsener, deres lyde og dufte, så ville han ikke længere tage sin middagslur i stalden, men gik ved flere lejligheder et stykke hen ad landevejen, lagde sig i grøften og viste med al tydelighed, at han ikke længere havde det så godt. Rolf fandt sit sidste hvilested på marken ved søbredden hvor en kilde gav rent klart vand og hvor spændende dufte af dyr, ræv og fasaner krydrede jordbunden og hvor han så tit havde haft sin færd sammen med Carl.
På stedet blev plantet en barrods vortebirk – Betula Pendula forstås med overhængende grene og kviste og med en hvid stamme. Et selvsået træ hentet på matriklen. Valgt med omhu til at blomstre med rakler i marts måned i de kommende hundrede år om alt går som tænkt.
Carl bar i stilhed på savnet af sin gode ven. Rolf blev hans sidste hund og følgesvend på mark, i skov og ved de tilbagevendende jagtture.
Gårdkatten “Langhår” som forstod sig på godt venskab og som mestrede balancen mellem at holde styr på gårdens rotter og mus og det civiliserede indendørs liv, trådte til og fik Carls opmærksomhed.

Gården blev bygget om. Længer, stald og stier blev brudt ned og nyt opført. Atmosfære, lyde, dufte og varmen efter levende dyr forsvandt og det som engang havde været gårdens hverdag, liv og puls gik over i historien ved Carls otium – med “Langhår på skødet” siddende i lænestolen, hvilende fødderne på den lune radiator, mens hans dyrkede eftertænksom stilletid. Så kunne det hænde, at han gik i kælderen og tog sig en pibe tobak i selskab med brændestak og fyr. Rolf gik forøvrigt aldrig i kælderen. Trappen var ham umagelig stejl.

Familiens gamle Plymouth har plads i erindringen om en tid med forandring. Plymouth’en varslede nye tider, da den kom til og da den havde gjort sit med mange transporter af familien rundt om i nabosogne, så fik Plymouth’en hønsenes bevågenhed ved, at de fandt behag i, at lægge deres æg i førerkabine, på instrumentpanel, på sæder og i bagagerum, men det er en lidt anden historie og det var var før Rolf kom til.
Carl var en sansende mand med fornemmelse for det praktiske og det behagelige. Et stille familiemenneske som yderst sjældent fandt anledning til at hæve stemmen. En stilfærdig og spontan fortæller – et uproblematisk og respekteret menneske og ofte hørtes udtrykket: “Hvad siger De, Søllested”, når nogen efterlyste hans mening om dette eller hint.
Carl blev min svigerfar i september måned 1964. Det år traf jeg for første gang jagt – og gårdhunden Rolf som var ven med alle gårdens nyttedyr og som kendte hver en græstot, hver en busk og hvert et musehul  på gårdens marker, ved hønsehuse, i skoven og ved åen og højmoserne, hvor engang blev gravet tørv. En fredsommelig sjæl var han. Agtpågivende, vagtsom og selvbevidst. Når han en sjælden gang hørte lyde fra et udrykningskøretøj, så skiftede hans rolige temperement til vagthundens iltre årvågenhed. Så blev bjæf til hundeglam med tænders gnidsel og klare signaler rettet mod lyden, som var ham uvelkommen.
Der står et birketræ – Betula Pendula – ved søbredden i det vestlige hjørne af marken, på den anden side vejen, bag bakken, hvor der springer en kilde.