Illusion

I barneårene var vi  søskende derhjemme ofte tilskuere når vores far udøvede sin store interesse – at agere tryllekunstner. Hans store passion for illusionsnummeret havde han haft fra barnsben. Gennem årene havde han samlet og bygget en del effekter deriblandt nogle bokse og æsker i forskellige størrelser som han  malede og dekorerede og som han  tilmed indbyggede spejle i.

Når tid kom så blev vi børn  indbudte til at være publikum .  I “den fine stue” anbragte vi os på stole –  i række som et rigtigt publikum – og så sad vi spændte og lod os bjergtage af vores fars færdigheder, når han tryllede af  karsken bælg, det bedste han havde lært sig.

Begejstringen var stor ved hver “forestilling”. Velsagtens var den dog størst hos tryllekunstneren selv,  som morede sig kosteligt undevejs over, at han kunne “snyde” sine små tilskuere.
Nogen stor udøvende tryllekunstner blev vores far aldrig, men hans iver, hans passion og hans store og udelte interesse for kunstarten forblev usvækket.

Så var det jeg under et ferieophold i en nordjysk by så de to på billedet. De havde taget ophold på gågaden og sad nu der og vakte stor  opmærksomhed med deres illusionsnummer. En tilskuer jeg stod ved siden af, var meget opsat på at “afsløre” hvordan de gjorde, for sådan noget kan man ikke i virkeligheden, var han overbevist om. Den afsløring  syntes jeg dog ikke der var nogen fornuft i. Nummeret var jo fremragende udført og så vakte det både begejstring, undren og stor opmærksomhed.

Illusionen giver plads til lidt mere mellem himmel og jord.